Abonnementsartikel

Uhrenholt A/S har etableret sig flere steder i Afrika og oplever stigende efterspørgsel af danske kvalitetsfødevarer.

Mange ville nok, hvis de 1. april fik at vide, at der er et stort marked for danske landbrugsvarer i Afrika, tro, at der var tale om en aprilsnar.

Men for Uhrenholt A/S er det absolut ingen aprilsnar - det er en rigtig god forretning. Det fortalte senior vice president Nils Jørgen Sehested, da han på DI Fødevarers årsdag præsenterede Uhrenholts erfaringer på det afrikanske marked:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Middelklassen er signifikant voksende og får flere og flere penge mellem hænderne. De vil gerne bruge penge på kvalitet. Omvendt er det selvfølgelig en begrænsende faktor, at der ikke findes så mange mennesker endda i Afrika, der virkelig har råd til at købe vores produkter, forklarer Nils Jørgen Sehested til Maskinbladet.

71 millionbyer

Han peger videre på, at der er 71 byer med flere end én million indbyggere i Afrika, og at seks ud af de ti mest vækstende lande i verden ligger i Afrika:

- De ti "vinderlande" i Afrika har en økonomisk vækst på mellem syv og tolv procent. De ti lavest voksende markeder har en vækst på to til fem procent, hvilket er pæne vækstrater set i forhold til eksempelvis de europæiske markeder, siger han.

Stå ikke alene

- Vi har en stigende forretning på det afrikanske marked, og vores produkter bliver godt modtaget af de afrikanske forbrugere. De kan se, at vi kommer rundt i flere og flere lande og i flere og flere forretninger. Vi har også fået de bedste vilkår til at præsentere vores varer i kædeforretningerne. Det er ikke mindst forskellige ostevarianter, der er efterspørgsel på, men også mælk, grøntsager og andre frostvarer, siger Nils Jørgen Sehested, der råder danske virksomheder, der vil etablere sig på det afrikanske marked, til at gå sammen med andre:

- Det er et stort kontinent, og vi har været glade for at have lokale partnere, der eksempelvis kender landenes lovgivning. Man skal ikke være alene, slutter Nils Jørgen Sehested.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hør interviewet med Nils Jørgen Sehested ved at klikke her.