Abonnementsartikel

For første gang i 15 år har foreningen udnævnt et æresmedlem.

Det hører absolut ikke til det ordinære, når Dansk Maskinhandlerforening udnævner et æresmedlem. Derfor kom det også som en stor overraskelse for alle udover de få, der havde taget beslutningen, da maskinhandler Hans Holm, Tinglev, blev udnævnt.

Det skete på foreningens generalforsamling i går torsdag 21. november i Fredericia, og selv for den nyudnævnte var det en overraskelse af de helt store.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vidste, at han kom, fordi han altid er med til vores generalforsamlinger og er vores valgte revisor, forklarede Jens-Aage Jensen, nuværende formand for foreningen.

Det var også ham, der stod for udnævnelsen foran 95 medlemmer af foreningen plus en række gæster på generalforsamlingen.

Et særligt virke

Et æresmedlem af Dansk Maskinhandlerforening kan ifølge foreningens vedtægter kun udnævnes af en enig bestyrelse og gives til en person, der "i særlig grad har gjort sig fortjent ved at have virket for foreningens eller maskinhandlerbranchens interesser".

På den baggrund sagde Jens-Aage Jensen blandt andet dette:

- Kære Hans Holm, i de mange år, jeg har kendt dig, har jeg altid sat stor pris på dine fine menneskelige egenskaber. Du er altid imødekommende og altid parat til at hjælpe, når man har brug for det. Jeg ved også, at mange har nydt godt af din hjælpsomhed. Tak for det. En anden evne, du besidder, er at være aktiv med gode ideer i flere sammenhænge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange tillidsposter

Hans Holm blev valgt til kredsformand i 1986 og i 1990 blev han valgt ind i forretningsudvalget for Dansk Maskinhandlerforening.

I 1993 valgte kollegaerne i bestyrelsen ham til formand for hele foreningen, og den post havde han frem til 2000.

Som formand for sine kollegaer blev Hans Holm også valgt til bestyrelsen for sammenslutningen af europæiske maskinhandlere, Climmar, hvor han opnåede at blive vicepræsident. Denne post besad han frem til 2005.

I en længere årrække har Hans Holm også været revisor for Dansk Maskinhandlerforening, og det er han for mindst et år endnu efter et genvalg på generalforsamlingen 2013.