Den danske fødevarevirksomhed Løgismose holder nu op med at sælge den franske specialitet andepostej foie gras, da ænderne hos den franske producent lever under forhold, som dyrerettighedsforkæmpere betegner som "det værste, der nogensinde er set".

- Selv om vi kun ganske få gange har fået leverancer fra den pågældende producent, så giver det ikke rigtig mening at gradbøje etikken på dette område, skriver Løgismose på restauranten Kong Hans' hjemmeside.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Ifølge epn.dk fik indehaveren af Kong Hans, tv-kokken Thomas Rode, allerede i sidste uge kraftig kritik af dyreværnsorganisationer for at sælge og servere foie gras. Løgismose har hidtil leveret foie gras til en række restauranter, deriblandt Kong Hans, men den levering stopper nu.

- Vi tror grundlæggende på, at dyrevelfærd og smag hænger sammen. Og den holdning tager vi nu konsekvensen af, så vi fremadrettet altså slet ikke handler med foie gras, lyder beskeden fra Løgismose, hvis andre delikatesseprodukter kan findes i Netto-butikkerne.

Tidobbelt størrelse

Foie gras er en tilstand i leveren hos gæs eller ænder, som på grund af store og hyppige mængder mad er vokset til tidobbelt størrelse. "Fedtleveren" opnås ved at dyrene tvangsfodres direkte i halsen med en slange.

Det er ulovligt at producere foie gras i Danmark, men det er ikke ulovligt at importere det. Derfor sælger mange restauranter stadig foie gras som en delikatesse.

På dyreværnsforeningen Animas hjemmeside kan du se en video om produktionsforholdene hos den franske producent Ernest Soulard.