Abonnementsartikel

Bedre og mere målrettet journalistik skal hjælpe fattige bønder til udvikling. Danske landbrugsjournalister vil styrke gambisk landbrugsjournalistik.

Landbrugsjournalistikken i Gambia trænger til en vitaminindsprøjtning, så de lokale bønder kan udvikle deres landbrug. Det vil en gruppe under Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister (DFLJ) til foråret gøre noget ved.

Derfor rejser de til det lille vestafrikanske land, hvor de samarbejder med lokale journalister i den gambiske organisation NAC. NAC er en sammenslutning af gambianske landbrugsjournalister (Network of Agricultural Communicators). Det oplyser Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De gambianske bønder er blandt verdens fattigste. Derfor handler det helt overordnet om at forbedre landbruget og dermed leveforholdene for dem.

Ingen uddannelse

I Gambia har de færreste journalister en journalistuddannelse, og det gælder især, når man når ud på landet. DFLJ og de lokale ildsjæle i NAC vil derfor udvikle journalistikken, så landbrugsfaglig viden i højere grad kan nå ud til bønderne.

Da mange af dem er analfabeter, sker det især gennem lokale radiostationer. Samtidig skal byboerne oplyses bedre om bøndernes forhold, og om hvordan landområderne kan udvikles socialt og økonomisk.

Projektet, der går i gang nu til foråret, omfatter research, hvor frivillige fra DFLJ sammen med NAC opsøger lokale radiostationer og landbrugsorganisationer for at opbygge et netværk. På et efterfølgende seminar skal de lokale journalister drøfte og kortlægge muligheden for at udvikle landbrugsjournalistikken yderligere

Desuden vil DFLJ hjælpe NAC med at lave en strategi for hvordan de kan udvikle organisationen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arbejdet er gjort muligt efter, at CISU har bevilget 150.000 kroner til aktiviteterne. CISU er den organisation, der administrerer danske bistandspenge til græsrodsprojekter i ulande. Alle involverede fra DFLJ arbejder frivilligt på opgaven.