Abonnementsartikel
Vestjysk maskinforretning melder sig ind i Maskinhandler Indkøbsringen igen efter flere års pause.
God efterspørgsel på blandt andet Zero Turn-klippere fra amerikanske Ferris har fået Lemvig Maskinforretning til at søge tilbage til medlemskredsen af MI-forhandlere.
- Området er jo heller ikke blevet mindre siden sidst, siger direktør Børge Ørgaard, som ser frem til at vise det store maskinprogram frem til alle kunderne.
Ud over Ferris-klippere giver MI-medlemskabet også adgang til blandt andet Simplicity-klippere, Yanmar-kompakttraktorer, Rauch-saltspredere og Goes-atv'ere.
De første MI-maskiner er allerede trillet ind på gårdspladsen på Heldumvej, hvor de står side om side med New Holland-programmet.
Åbent hus på vej
Lemvig Maskinforretning, der både har maskiner til den grønne sektor og landbruget på programmet, blev etableret i 1950 af Poul Wrist. Han var i øvrigt en af drivkræfterne bag tilblivelsen af Maskinhandler Indkøbsringen i 1960'erne.
I dag er der i alt 10 medarbejdere hos firmaet, der har samme ejerkreds som Anker Bjerre i Holstebro, men de to forretninger drives separat. Det er kun Lemvig Maskinforretning, som fremover kan tilbyde MI-programmet til kunderne.
- Vi arbejder på at stable et åbent hus arrangement på benene sidst på året, afslører Børge Ørgaard.