Moderne danske stalde med høj dyrevelfærd, en reduceret dødelighed blandt køer og kalve og et forbrug af medicin, der er blandt det laveste i verden. Dansk kvæg har det generelt rigtig godt. Men på nogle mindre besætninger er der problemer med dyrevelfærden.

Det viser en ny rapport fra Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold, der har undersøgt opstaldningsforholdene i 100 mindre kvægbesætninger. Rapporten viser, at det halter med at overholde reglerne for opstaldning af kalve og ungdyr i over halvdelen af de besøgte besætninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er en problemstilling som Videncentret for Landbrug allerede er opmærksom på.

- Vi ved fra tidligere kontrolbesøg og kontakt til landbrugsrådgivere landet over, at der i de mindre malkekvægsbesætninger er problemer med dyrevelfærden i forhold til kalve og ungdyr. Det er selvfølgelig ikke godt nok, og derfor vil vi nu sætte ind med målrettet rådgivning om dyrevelfærd til netop den gruppe, siger Peter Stamp Enemark, landskonsulent i Videncentret for Landbrug, Kvæg.

Manglende kendskab

Ifølge rapporten var der hovedsageligt problemer med at overholde reglerne om, at dyr skal opstaldes på et rent og tørt leje, reglerne om indretning af enkeltbokse til kalve og reglerne om, at kalve skal have adgang til tilstrækkeligt drikkevand til enhver tid, som gav anledning til sanktioner i besætningerne.

De mindre malkekvægbesætninger, hvor der er under 100 køer, er ikke omfattet af kravet om obligatorisk sundhedsrådgivning og egenkontrol vedrørende dyrevelfærdsregler og har derfor kun i begrænset omfang regelmæssige besøg af en dyrlæge.

Derfor mener Peter Stamp Enemark også, at problemerne i disse besætninger ikke skyldes ond vilje, men snarere utidssvarende pasningsrutiner og manglende kendskab til reglerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kan være uvidenhed om eksempelvis arealkrav til kalve. Samtidig er de mindre besætninger som regel enkeltmandsbedrifter. Det betyder, at disse landmænd har behov for hjælp til at få dagligdagen til at fungere bedre og til at få skabt mere overblik omkring pasningen af dyrene, forklarer Peter Stamp Enemark.

Derfor vil Videncentret for Landbrug, Kvæg i samarbejde med lokale konsulenter og praktiserende dyrlæger få kortlagt, hvilke udfordringer der forekommer i mindre besætninger med hensyn til pasning af kalve og ungdyr.