Med et netop fremsat lovforslag vil miljøminister Ida Auken indskrænke borgeres muligheder for at klage i miljøsager, der knytter sig til næste generation af vandplaner. Det er stærkt bekymrende og i strid med både regeringsgrundlaget og Aarhuskonventionen påpeger man i Landbrug & Fødevarer.

- Sidste år forsøgte ministeren at fremsætte et lovforslag, der ville umyndiggøre klagenævnets afgørelser. Den gik ikke. Denne gang forsøger miljøministeren på en mere fiffig måde at gøre det samme. Nu pakker man vandplanerne ind i bekendtgørelser, og dem er der ikke klageadgang til, siger viceformand i Landbrug & Fødevarer Lars Hvidtfeldt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fjernelsen af klageadgangen, for så vidt angår bekendtgørelser om miljømål og indsatser i den fremtidige vandplansregulering, er et meget væsentligt kritikpunkt i lovforslaget, mener Landbrug & Fødevarer. Første gang vandplanerne blev fremlagt, kom der mere end 4.000 høringssvar. Det vil stadig være muligt at afgive høringssvar, men de mange høringssvar understreger behovet for klageadgang i sager om vandplanerne, mener viceformand i Landbrug & Fødevarer Lars Hvidtfeldt:

- Det her kan kun tolkes, som at man ønsker at indskrænke borgernes mulighed for at blive hørt i væsentlige dele af fremtidens vandmiljøplanlægning. Det er stærkt problematisk, at man fratager muligheden for at påklage de kommende bekendtgørelser, siger han.

Lovforslaget er ifølge Landbrug & Fødevarer imod principperne i Aarhus-konventionen, der er ratificeret af EU, og mere end 40 lande, herunder Danmark. Aarhus-konventionen skal blandt andet fremme borgernes adgang til en enkel og billig prøvelse af forvaltningsmyndighedens grænser. Også manglende økonomiske konsekvensberegninger er et af Landbrug & Fødevarers store ankepunkter.

- Regeringen har en helt urealistisk forestilling om, hvad vandplanerne kommer til at koste det danske samfund. Alene vandløbsindsatsen vil hurtigt løbe op i adskillige milliarder kroner i tabt produktionsjord. Derfor har vi brug for en realistisk konsekvensvurdering, der gør det tydeligt, hvor dyre vandplanerne bliver for Danmark, siger Lars Hvidtfeldt.

Lovforslaget skal danne den juridiske ramme for arbejdet med vandplanerne fra 2015 og frem. Forslaget skal førstebehandles den 22. november.