Økologisk fødevareeksport til Kina er i dag et omfattende arbejde, som kun de færreste økologiske virksomheder har ressourcerne til at kaste sig over. Derfor vækker gårsdagens udmelding fra Fødevareministeriet om ministerens resultater i Beijing begejstring hos Økologisk Landsforening.

- Det vil være et stort gennembrud, hvis det lykkes at lave en aftale med de kinesiske myndigheder om godkendelse af dansk økologikontrol. Det vil åbne døren for en række øko-virksomheder, der længe har haft interesse for eksport til Kina, men for hvem det har været for omkostningsfuldt og ressourcekrævende en opgave indtil nu, siger Helene Birk, Export Manager i Økologisk Landsforening og peger på, at der er en stigende efterspørgsel efter økologiske varer hos især den kinesiske middelklasse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Af Fødevareministeriets hjemmeside fremgår det, at ministeren tirsdag underskrev en samarbejdsaftale med AQSIQ - der populært kaldes for Kinas importvagthund - om lempeligere vilkår for dansk økologieksport til Kina.

- Under besøget blev en økologiaftale sat i værk. Denne dannede grundlag for et økologirundbordsmøde, hvor embedsværk og erhverv fra begge sider diskuterede betingelserne for, hvordan dansk økologikontrol kan blive Kina-godkendt. Hvis det lykkes - og det er klart forventningen - vil danske økologiproducenter eksportere deres produkter direkte til Kina uden først at gennemgå en meget tung kinesisk administrativ proces, skriver Fødevareministeriet om ministerens dage i Beijing.

Friland glæder sig

Denne melding vækker også glæde hos Friland, hvor kontorchefen Randi Kok bekræfter, at det i dag er meget besværligt at få adgang til det kinesiske eksportmarked.

Det kræver en certificering fra de kinesiske myndigheder, som Friland netop nu i gang med at indhente. Certificeringen indbefatter blandt andet, at virksomheden i næste uge får besøg af kinesiske kontrollører, som skal ud og kontrollere de økologiske svinekødsproducenter, foderstofvirksomheder og slagteri. En procedure, som skal finde sted hvert år.

- Det er ikke alene en omkostningsfuldt, men også en meget tung og ressourcekrævende proces. Så det kan slet ikke understreges nok, hvor positivt det vil være, hvis det lykkes Fødevareministere at sikre en aftale, som kan lette arbejdet, siger Randi Kok.