En ny rapport fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, KU, konkluderer, at økologisk jordbrug er en mere bæredygtig produktion på længere sigt, og at miljøbevidst forbrug handler om at mindske kødforbruget, reducere madspild og købe lokale varer. Økologer har kritikpunkter, men er også positive.

- Vi er meget enige. De økologiske forbrugere spiser mindre kød end gennemsnittet, og i regeringens indsats for omlægning af offentlige køkkener til økologi er reduceret kødforbrug, mere grønt, mindre spild og lokale indkøb centrale elementer, siger Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening som reaktion på rapporten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rapporten konkluderer, at økologisk landbrug er den mest bæredygtige produktion på længere sigt. Ifølge rapporten skyldes det, at man via økologisk produktion undgår rester af sprøjtegift, beskytter vores drikkevandsressourcer og skaber en mere frugtbar jord.

- Vi vil gerne kvittere for, at forskerne fremhæver det økologiske jordbrugs bidrag til bæredygtighed på længere sigt. For hvis det kun er på kort sigt, er der ikke tale om bæredygtighed, siger Per Kølster, der undrer sig over, at forskerne i nyheden om rapporten opstiller en falsk modsætning mellem et mindre kødforbrug og økologi med overskriften: "Et mindre kødforbrug er vigtigere end økologi".

- Det svarer lidt til at sige, at el-besparelser er vigtigere end vindmøller. Det kræver jo begge dele og mere. Vi ser rapporten som en underbygning af, at økologi er godt, men der ikke er nogen vej uden om at reducere kødforbruget, øge brugen af sæsonens grønt og skabe mere lokal fødevareforsyning. Alt sammen indsatser, hvor økologer går foran, siger han.

Den nye rapport konkluderer, at den industrielle, konventionelle produktion på kort sigt producerer flere fødevarer, men at økologi er mest bæredygtigt i forhold til at brødføde mennesker i udviklingslande og i forhold til naturen og ressourceforbruget.

Det fremgår, at økologien har en udfordring, fordi økologisk landbrug leverer en mindre mængde fødevarer per hektar end det konventionelle landbrug, og derfor bliver miljøbelastningen større per kilo vare. Men rapporten slår samtidig fast, at konventionelt jordbrug på langt sigt ikke er bæredygtigt.