Abonnementsartikel

Et 3D-mikroskop kan bidrage til at forebygge udviklingen af resistente bakterier, forkorte sygdomsforløb og måske endda redde liv.

Et kæmpe skridt frem i kampen mod resistente bakterier. Sådan karakteriseres et nyt apparat, oCelloScope, som på to til fire timer kan kortlægge en bakteries resistensprofil. Hidtil har man skulle vente 16 til 24 timer for at få samme resultat.

- Den nye metode kan fortælle både hvilket antibiotikum og i hvilken koncentration, der skal bruges til behandling af en given bakterieinfektion. Derved kan lægen eller dyrlægen målrette behandlingen og om muligt undgå at bruge bredspektret antibiotika, hvilket ellers kan føre til øget resistens hos bakterierne, forklarer erhvervspostdoc Marlene Fredborg fra Aarhus Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun har været med til at skabe det danske gennembrud i kampen mod overforbrug af bredspektret antibiotika hos mennesker og husdyr.

Vises på film

Det nye 3D-mikroskop adskiller sig også fra de nuværende teknologier ved, at resultaterne kan vises på en film. Denne film gør det muligt for lægerne at opdage eventuelle abnormaliteter meget hurtigere end hidtil og tage yderligere forholdsregler, hvis det viser sig at være nødvendigt.

- Der foregår en konstant udvikling af oCelloScopet. Udefra dets potentiale forventer vi at kunne kortlægge en bakteries resistensprofil væsentligt hurtigere end to timer. Derudover undersøger vi også andre anvendelsesmuligheder for oCelloScopet, herunder infektioner i produktionsdyr såsom urinvejsinfektioner og diarre hos grise, siger Marlene Fredborg.

Den nye teknik er udviklet i et tæt samarbejde mellem Aarhus Universitet, det danske biotekforskningsfirma Unisensor A/S, Aalborg Universitet, Odense Universitetshospital og Århus Universitetshospital.

Projektet, der løber fra 2012 til 2015, er støttet med 1,5 millioner kroner fra Højteknologifonden og har et samlet budget på 2,6 millioner kroner.