Planter i drivhuset kan i fremtiden blive behandlet med ultraviolette stråler og lys fremfor kemiske midler. Det viser norske forsøg, som er beskrevet i Videnskab.dk

Brug af LED-lys gør det muligt at bruge helt specifikke bølgelængder af lys og ultraviolet stråling til at bekæmpe uønsket svampevækst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Virkningen af ultraviolet stråling på biologiske processer afhænger af mængde og eksponeringstid. Nogle minutter i natfasen har reduceret mængden af meldug ned mod nul, forklarer forskningschef og professor Arne Stensvad fra norske Bioforsk.

I naturligt sollys findes der forskellige typer af ultraviolette stråler. UVA-stråler findes hele året rundt, selv på overskyede dage, og de udgør 95 procent af de ultraviolette stråler.

Højt indhold af energi

UVB-stråler udgør fem procent af de ultraviolette stråler, der rammer jorden. De har et meget højt energiindhold og bremses af skyer og glas.

UVB er strålingen, der gør, at vi bliver brune, og det er den type stråling, som de norske forskere har fundet ud af virker ødelæggende på melduggens arvestof.

Bestråling med rødt lys har den egenskab, at det reducerer svampens sporedannelse. Det får de norske forskere til at konkludere, at disse to metoder har forskellige virkningsmekanismer og vil kunne udfylde hinanden i behandlingen mod meldug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men i plantedyrkning har den praktiske anvendelse af specifikt lys været vanskelig, da planterne også let bliver skadet.

- Vi har god grundlæggende viden. Det, der er spændende nu, er at kunne omsætte dette i praktisk brug for den enkelte producent. Det bliver et stort skridt at få en mere miljøvenlig bekæmpelse mod meldug, siger professor Arne Stensvad.