Det Konservative Folkeparti vil afsætte 150 millioner kroner til, at beboerne uden for byområderne kan få råd til hurtige bredbåndsforbindelser.

Det fremgår af hjemmesiden for Landdistrikternes Fællesråd, der modtager forslaget med glæde.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, udtaler i en artikel til Ritzau, at hurtig internetforbindelse efterhånden lige er så vigtig i et hus som vand og el.

- I dag kan menigmand blive mødt med en udgift på mange tusinde kroner for at få etableret en hurtig bredbåndsforbindelse, og dertil kommer, at der ofte er en længere tidshorisont, før det kan lade sig gøre, siger Steffen Damsgaard.

Boligjobordning

Det er De Konservatives ønske at udvide den såkaldte boligjobordning, så man også kan få fradrag for at blive koblet på fibernettet. Ifølge partiet vil forslaget give 60.000 tilslutninger og skabe cirka 700 nye arbejdspladser.

Forslaget skal indgå i de konservatives forhandlinger med finansminister Bjarne Corydon (S) om næste års statsbudget.