Abonnementsartikel

Til trods for faldende indtjening hos områdets landmænd og lave priser på brugte maskiner formår britisk maskinhandler at sælge 150 nye traktorer og fem nye mejetærskerne om året.

Smart Ag Services Ltd er en full-line-forhandler af John Deere i det sydvestlige England, hvor de har ansvaret for et område på cirka to en halv gange størrelsen af Fyn. Blandt andet dækker de grevskaberne Somerset og Dorset samt dele af Wiltshire. Salgschef Mike Mitchell vurderer, at der sælges 650-750 nye traktorer i det område om året, og af dem er der cirka 150 grøn-gule med John Deere printet hen ad siden. Og det er de traktorer, der har mindst 50 hestekræfter.- Desuden sælger vi i gennemsnit fem nye mejetærskere om året fra vores tre udsalgssteder i Cheddar, Dorchester og Bridgwater. Samlet set giver det en omsætning på omkring 25 millioner pund (Cirka 215 millioner kroner, red.), og det er vi 42 medarbejdere, der står for. Og det er endda inklusive dem, vi har ansat i værkstedet, hvor vi samlet har 19 teknikere samt én butiks- og reservedelsspecialst hvert sted. Vi kunne nok godt bruge en tekniker mere, men der er underskud af dem lige nu, forklarer Mike Mitchell.

- Men selvom om John Deere er vores primære mærke, så sælger vi også en hel del maskiner fra Väderstad, Krone, Vogel & Noot og Gregoire Besson samt vogne fra den britiske maskinproducent Bailey. Derudover forhandler vi hegnsklippere, brakpudsere og så videre fra Bomford samt karftoffelmaskiner fra Grimme. Vores udsalgssted i Dorchester ligger lige mit i et stort kartoffelområde, tilføjer han og fortæller, at de desuden er i stand til at levere og servicere læssemaskiner fra JCB.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lidt af det hele

Området syd og sydvest for storbyen Bristol er et udpræget landbrugsområde, hvor mange forskellige driftsgrene er repræsenteret. Det bunder i tradition og kultur, men landskabet og jordtypen varierer også rimelig meget, og de faktorer påvirker hvilken form for landbrug, der bedst kan svare sig.

- Men det stiller selvfølgelig krav til vores ekspertise, fordi vi skal tilpasse os til en meget lokal efterspørgsel. Vi har rigtig mange husdyrproducenter, men her er alt fra relativt få køer til 1.000 ellere flere pr. besætning. Dertil kommer både professionelle og deltids-besætninger med enten kødkvæg eller får. Men det er også det, der gør det udfordrende og spændende, påpeger Mike Mitchell.

Salgschefen fortæller, at husdyrarten naturligvis stiller krav til foderproduktionen på den enkelte ejendom, men området er også præget af mange planteavler, hvor især korn og grøntsager er dominerende. Han mener, at Grimme er i stand til at dække behovet for grej til grøntsagsproduktionen, og derfor har de valgt ikke at supplere produktprogrammet med andre mærker.

- Vi forsøger at holde et rent og simpelt produktprogram, siger Mike Mitchell.

Presset brugtmarked

Den britiske eksport af landbrugsmaskiner er helt i bund i øjeblikket, og det har skabt et meget stort brugtmarked i Storbritannien, hvor det er muligt at få rigtig meget maskine for sine penge. - Det sætter dog også vores likviditet under pres, fordi der hurtigt bliver bundet rigtig mange penge i brugt udstyr, som vi ikke lige kan sælge. Derfor forsøger vi at holde vores lager af brugte maskiner så lille som muligt, og lige nu tager vi kun brugte maskiner i bytte, hvis de er i rimelig god stand. Og så prøver vi at sælge maskinen, traktoren, eller hvad det nu måtte være, videre, inden vi modtager dem, forklarer Mike Mitchell.Den generelle europæiske nedgang i landbrugets indtjening har også ramt Storbritannien, og det har ramt maskinsalget hårdt. Men i stedet er salget af blandt andet GPS-systemer og andre tekniske løsninger steget, fordi der nu i højere grad er fokus på optimal udnyttelse af ens investering. - Og det er også med til at optimere produktionen i marken, når du kan køre med en nøjagtighed på to centimeter, som du kan med GPS-modulet på traktoren. Modulet kan man jo i øvrigt anvende på alle sine selvkørende maskiner. Det vil sige typisk traktoren, mejetærskeren og finsnitteren, siger Mike Mitchell, der spår, at der i fremtiden bliver et større marked for support på GPS-systemerne og alt det software, der følger med til at styre sit markbrug efter og udnytte GPS'en mest muligt.Sammen med et øget fokus på service, opbakning og reservedele så er det her, salgschefen mener, at maskinhandlernes indtjening skal komme fra i fremtiden. - Vores profit fra det direkte salg af både nye og brugte maskiner svinder ind, og det gør, at vi skal søge andre veje for at opretholde vores indtjening. Vi skal ligesom landmændene tilpasse os de forandringer, som landbrugssektoren gennemgår i øjeblikket, fortæller han og erkender samtidig, at det også med til at binde kunden og forhandleren sammen.