Abonnementsartikel

På Ladelund Efterskole får de motor-glade elever mulighed for at rode med teknik i deres linjefag, som skal guide dem videre - måske mod en uddannelse som landbrugsmaskinmekaniker.

Er man mere til lugten af smøreolie end tavlekridt, så er et ophold på efterskole måske noget, der kan gøre de sidste år i folkeskolen lidt sjovere.

Flere efterskoler har vækstedslinjer, og på Ladelund Efterskole ved Vejen har eleverne mulighed for at bruge fire timer om ugen på deres såkaldte linjefag. 16 drenge og to piger har valgt værkstedslinjen, hvor de får lov til at rode med motorer og skrue i gamle traktorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi lærer dem basale færdigheder som for eksempel at svejse, så de får fingrene helt ned i det. Mange af eleverne vil gerne have en praktisk uddannelse og kommer senere i lære som landbrugsmaskinmekanikere eller andet, fortæller værkstedslærer Jakob Ørnsbjerg Jensen. Ud over svejsning og metalarbejde får eleverne også mulighed for at arbejde med projektplanlægning, hvor de lærer om tegning, design og materialer.

Jagt som linjefag

Naturelskerne kan også vælge jagt og fiskeri, som er et helt nyt linjefag på Ladelund Efterskole.

- Det er selvfølgelig mere fritids- end uddannelsesorienteret, men eleverne får mulighed for at gå op til jagtprøven som afslutning for faget, fortæller Jakob Ørnsbjerg Jensen, som også er lærer på jagt og fiskeri-linjen.

Eleverne får desuden nogle grundlæggende friluftsfærdigheder, så de kan begå sig i naturen, samt teori om forskellige jagtformer og om vildtkending. Endelig får de lov til at prøve kræfter med partering af fuglevildt og råvildt samt tilberedning af vildtet.