"Mareridt om mælken", "Picnic" og "The Game of Talon".  Det er titlerne på tre nye film, der skal få danske landmænd til at levere mælk af endnu højere kvalitet ind til mejerierne.

Siden 2010 har Videncentret for Landbrug i samarbejde med mejerierne arbejdet på at hæve mælkekvaliteten ude i staldene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mælkeproducenterne leverer en unik råvare, der undergår en så lille forarbejdning, inden den havner hos forbrugerne. Derfor er det så vigtigt, at mælkeproducenterne leverer en god råvare, siger Iben Strøm, der er dyrlæge i Videncentret for Landbrug, Kvæg og står i spidsen for en ny kampagne.

Seneste har hun været med til at producere tre nye film, der skal få landmændene til at tænke endnu mere over kvaliteten af mælken.

- Vi vil gerne servere budskabet om, at landmændene er fødevareproducenter på en ny måde. Derfor har vi valgt at lave tre film der skal være med til at gøre landmændene stolte af, at de leverer en så vigtig råvare. Samtidig vil vi gerne opfordre dem til at være lidt mere nørdede, når det handler om at få en god mælkekvalitet, siger Iben Strøm.

I filmen "Picnic", hvor et landmandspar har så ren en kvægstald, at de gerne vil have picnic i den, er slutreplikken; "Rene køer i rene stalde. Det kan smages på mælken".

- Det må mælkeproducenterne faktisk gerne tage alvorligt. Det skal være sådan, at hr. og fru Jensen efter et besøg i en kostald skal have lyst til at gå hjem og drikke et glas mælk. Jeg sammenligner det ofte med et besøg hos bageren. Hvis du går ind til en bager for at købe en flødeskumskage og lige går om i selve bageriet og ser, at der er gammelt flødeskum på væggene, så får du nok ikke lyst til at købe din flødeskumskage der, siger Iben Strøm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konkret handler god mælkekvalitet om at sænke både kimtal, celletal og antal påvisninger af hæmstof.

-Heldigvis er både celletallet og kimtallet faldet flot siden vi begyndte kampagnen i 2010. Hæmstof-uheld er også faldet en smule, men det kan blive bedre, siger Iben Strøm.

Se filmen "Picnic" her.