"Dansk Landbrug - fremtidens helte eller skurke?" Det spørgsmål stiller Sønderjysk Landboforening og håber på svar fra mange politikere, når foreningen inviterer til valgmøde i Rødding Centret i Rødding på torsdag 31. oktober kl. 19.00.

- I Sønderjysk Landboforening ønsker vi forud for kommunalvalget en dialog og debat mellem landmænd og kandidater fra de forskellige parter, lyder det fra foreningens formand, Christian Lund, Skodborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbruget beskæftiger mange tusinde medarbejdere direkte i produktionen, men også i følgeindustrien som bl.a. foderstoffer, slagterier, mejerier og andre steder, hvor produktionen behandles, og landbruget er en meget vigtig kilde for dansk eksport.

Ved valgmødet i Rødding vil en række lokale politikere deltage i debatten om landbruget i Vejen Kommune fremover og svare på spørgsmålet om, hvad politikerne har tænkt sig at gøre for landbrugserhvervet generelt og i relation til de kommende udfordringer omkring vækst, udvikling og beskæftigelsen i faget.

Dansk landbrug vurderer, at produktionen kan øges markant og skaffe mere end 20.000 ekstra arbejdspladser og øge eksporten med 80 procent.

Som oplæg til debatten vil der være et indlæg ved Ejnar Schultz, direktør for Økonomi og Virksomhedsledelse ved Videncenter for Landbrug.