Abonnementsartikel

Københavns Universitet tager ansvaret for, at forskere fejlagtigt udnævnte låg på gylletanke til en billig klimaløsning. Landbrug & Fødevarer advarede allerede i august.

Det skulle være slut med åbne gylletanke, der lod metan og ammoniak fordampe til atmosfæren. Sådan lød det i august, da regeringen fremlagde sin klimaplan. Beregninger foretaget af eksperter på Københavns Universitet viste nemlig, at krav om låg på gylletanke ville være et af de billigste klimatiltag.

Men som Ingeniøren nu skriver, har forskere ved Københavns Universitet nu røde ører. De har nemlig lavet en simpel regnefejl, der fuldstændig rykker billedet af gyllelåg som et billigt klimatiltag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvor det før ville give samfundet et overskud på 15.408 kroner pr. reduceret ton CO2 at sætte låg på gyllebeholderne, så viser de nye beregninger, at det faktisk vil koste samfundet 2.321 kroner, skriver Altinget.dk.

- Hvis et krav blev indført, ville det koste landbruget 134 millioner kroner om året og ikke 19 millioner, som tidligere meldt ud. Dermed er gyllelåg et forholdsvis dyrt virkemiddel, lyder det fra Alex Dubgaard, lektor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

- Det er virkelig ærgerligt, og jeg kan ikke sige andet, end at vi er kede af det og triste, siger Alex Dubgaard til Ingeniøren.

Regnefejlen består i, at forskerne kiggede på det forkerte af to tal i en tabel, da de skulle afgøre forudsætningerne for, hvor meget gyllelåg ville reducere udledningen af ammoniak.

I den ene tabel stod tallet for, hvor stor reduktionen var, hvis man lagde et låg - en fast konstruktion i form af et telt eller betonkonstruktion - på en helt åben gyllebeholder. I den anden tabel stod tallet for reduktionen, hvis man lagde låg på en gyllebeholder, hvor der i forvejen lå et flydelag i form af for eksempel halm eller lignende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

L&F advarede

Forskerne tog udgangspunkt i reduktionen for at lægge låg på en gyllebeholder uden flydelag, men i Danmark er det allerede et lovkrav at have flydelag på sine gyllebeholdere, og derfor vil et låg kun give en begrænset reduktion.

Forskerne opdagede regnefejlen efter kritik fra Videncenter for Landbrug, og flere politikere på Christiansborg, blandt andet klima- og energiminister Martin Lidegaard ærgrer sig over fejlen.

Allerede i august tvivlede næstformand i Landbrug & Fødevarer Lars Hvidtfeldt på rigtigheden i beregningerne i regeringens bruttokalog over virkemidler til CO2-reduktionen.

 - Omkostningen ved en række tiltag synes meget lav, og nogle er urealistisk lave - der er regnet forkert. Der er ingen gevinst ved overdækning, når landmænd overholder gældende lovgivning for for flydelag, sagde Lars Hvidtfeldt dengang til Maskinbladet.