Abonnementsartikel

Scan-Agro og ROC viser nyt udstyr til montering på river fra ROC på Agritechnica. Et skjold , som både virker som afskærmning mod vinden og som modhold på pick-up enheden.

De ofte blæsende forhold og de græstyper samt græsstrategier, der anvendes i Norden, har erfaringsmæssigt givet nogle udfordringer med at lave jævne skår efter pick-upriven.

Derfor har Scan-Agro og ROC i 2012 og 2013 testet et nyt udstyr til montering på riverne: Et skjold udført i aluminium, som både virker som afskærmning mod vinden og som modhold på pick-up enheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Scan-Agro viser testresultaterne en markant forbedring af skårjævnheden under de forhold, der er fremherskende på vore breddegrader og endda under meget vanskelige forhold og i forskellige afgrøder. En anden sidegevinst er at fremkørselshastigheden under visse forhold kan øges.

Salgs- og marketingschef ved Scan-Agro, Finn Søndergaard, forventer sig meget at det nye udstyr.

- Vi kan nu ikke alene tilbyde den mest effektive opsamling og det reneste materiale, men nu også et mere jævnt skår af materiale, opsamlet fra 20 meters bredde, hvorved finsnitterens kapacitet virkeligt kan udnyttes, siger han i en pressemeddelelse.

Renere ensilage

Scan-Agro lancerede i 2008 pick-up riven fra italienske ROC. Hvor en traditionel rotorrive slæber materialet hen over jorden, løfter pick-upriven materialet op på et transportbånd, som bringer det til siden eller midten af maskinen.

Ifølge Scan-Agro er fordelene ved ikke at slæbe materialet over jorden åbenlyse, idet materialet forurenes mindre, hvilket giver renere ensilage og dermed højere mælkekvalitet.ROC pick-upriven er opbygget med en avanceret hydraulisk affjedring samt med affjedrede boggiehjul under hver pick-up-enhed. Det betyder, at pick-up enhederne følger terrænet med stor nøjagtighed, selv ved højere hastigheder. Dermed opsamler riven mere materiale og river dermed helt rent sammenlignet med en traditionel rotorrive.