Abonnementsartikel

Fendt opdaterer motorerne i Fendt 800 og 900 Vario til Tier 4 Final, og benytter samtidig lejligheden til at kræse lidt ekstra for føreren.

Selv på klods hold er det vanskeligt at skelne Fendt 800 og 900 Vario årgang 2014 fra forgængeren. Men mindre detaljer på motorhjelm, sidepaneler og udstødningsrør afslører, at traktoren tilhører de nye modeller, som overholder emissionskravet Tier 4 Final.

Men når motorhjelmen åbnes og sidepanelerne fjernes, ser man for alvor, hvad Fendt har gjort for at overholde udstødningsnormen, der træder i kraft ved årsskiftet. Begge modellinier får i fremtiden dobbelt turbolader og en ekstra luft-til-vand intercooler, som er indbygget imellem de to turboladere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Fendt optimerer det dobbelte ladesystem effekten og minimerer forbruget af brændstof ved lave motoromdrejninger.

Et ekstra filter

Hidtil har Fendt renset udstødningsgasserne med AdBlue i en SCR-katalysator. Det fortsættes der med, og på de nye modeller suppleres rensningen af et passivt dieselpartikelfilter (DPF). Filteret placeres over motoren, og på 800-serien betyder et noget tykkere udstødningsrør, da SCR-katalysatoren flytter fra motorrummet og ud i den nederste del af udstødningsrøret.

At DPF-filtret er passivt betyder, at det regenererer, uden at der tilsættes brændstof til filtret. For at nå helt i mål har det været nødvendigt for Fendt genindføre EGR, hvor cirka 15 procent af udstødningsgassen recirkuleres.

Ifølge Fendt giver kombinationen af SCR, DPF og EGR de laveste omkostninger for brugeren, når der både ses på investeringen og de løbende omkostninger til brændstof, AdBlue og service.

Kræser for føreren

I kabinen har den store 10,4 tommer Varioterminal fået et facelift med en ny glasoverflade og en meget smal ramme. Det får terminalen til at minde om en meget velkendt tablet, der har et æble som logo. Terminalen har samtidigt fået et nyt og smartere ophæng, som giver flere indstillingsmuligheder af terminalen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ude foran kommer der en ny vinduesvisker på forruden. Den har indbygget dyser på viskerarmen og visker 300 grader. Det betyder, at den ikke blot renser synsfeltet over motorhjelmen, men også ruderne på begge sider af motorhjelmen. Når viskere er stanset, parkeres den uden for synsfeltet under motorhjelmen.

Stærkere frontlift

På Fendt 800 og 900 Vario kommer der en forstærket frontlift. Liften har samme kapacitet som den nuværende, men hele den centrale del er nu støbt ud i et stykke. Ifølge Fendt giver det større stabilitet, når der anvendes brede redskaber.

For at øge trækkraften og minimere pakningsskaderne på jorden, har Fendt udviklet VarioGrip. Med systemet kan dæktrykket ændres under kørslen, og føreren har derfor mulighed for at tilpasse dæktrykket til de aktuelle forhold. VarioGrip betjenes og indstilles på Varitronic terminalen.