Virksomheder, forskere og andre mødes på onsdag for at drøfte mulighederne for fremtidens bæredygtige og effektive svinestald.

Fødevareministeren åbner konferencen, og der er lagt op til en dag, hvor virksomheder og forskere får rig mulighed for at bidrage med deres bud på det, som i en pressemeddelelse om arrangementet kaldes integrerede og gennemtænkte løsninger til fremtidens bæredygtige og effektive svinestald med minimal miljøbelastning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Månegrisen skal bidrage til at skabe vækst i Danmark ved at udvikle en hypermoderne og dyrevenlig svinestald, som kan skabe flere arbejdspladser i både svineproduktionen, slagteribranchen og hos teknologivirksomhederne. Og perspektiverne er større endda, for når vores effektive og bæredygtige stald er bygget, vil vi kunne sælge vores løsninger til udlandet også, siger fødevareminister Karen Hækkerup.

Fire mulige scenarier

På Månegris-konferencen præsenterer Agrotech fire mulige scenarier for, hvordan fremtidens grønne månegrisstald kan se ud. Her vil der også være beregninger, som viser, hvilken effekt de forskellige scenarier vil have på blandt andet dyrevelfærd, økonomi, miljø og klima.

Ud over Agrotechs bud vil den hollandske forsker Dr.ir. AJA Aarnink fra Wageningen Universitetet fortælle om hollandske erfaringer, udfordringer og løsninger i forhold til bæredygtig svineproduktion. Dagen vil desuden byde på workshops og debat inden for nærmere afgrænsede temaer, hvor virksomheder og forskere får mulighed for at drøfte konkrete emner og komme med forslag til kravspecifikation for månegrisen.

Regeringens innovationsstrategi

Månegrisen er en del af regeringens innovationsstrategi, som skal komme med bud på dansk svineproduktions centrale udfordring, som ifølge regeringen er, at hensyn til miljø og dyrevelfærd sætter en grænse for den videre udvikling.

- Men hvis produktion og miljøbelastning kan skilles ad og dyrevelfærden være høj, kan vi fastholde de nuværende arbejdspladser og skabe nye muligheder for vækst og beskæftigelse, hedder det i oplægget til Månegris-projektet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Månegris-stalden, som er ved at blive udviklet, skal efter planen stå færdig og være dokumenteret i 2017.