Landmænd kan som andre virksomhedsejere blive ansvarlige for skadegørende handlinger, dels ved aktive handlinger, dels ved undladelser.
Temaet for denne artikel er landmandens undladelse af at træffe de nødvendige foranstaltninger, når håbløshedspunktet er nået, idet en fortsat drift i denne situation alt andet lige vil påføre landmandens kreditorer yderligere tab.
Landbrugsdrift kan ske i såvel personligt regi som i selskaber. I denne artikel behandles alene ansvaret for den landmand, der i eget navn, eller de landmænd, der i interessentskabsregi, driver landbrugsvirksomhed.
Landbrugsbedrifter med bestyrelser eller gårdråd behandles i en senere artikel.
Ansvarsgrundlag
I aktie- og anpartsselskaber skal direktøren sikre, at det nødvendige kapitalberedskab er til stede. En sådan ikke-lovhjemlet ret har landmanden, der driver virksomhed i eget navn, også.
Landmanden er i enhver henseende både internt og eksternt den, der er virksomhedens øverste ansvarlige. Det kommer der i særlig grad fokus på, når driften er på vej til at blive nødlidende.
Det er netop i den situation, at landmanden skal være opmærksom på risikoen for at ifalde ansvar. Ingen bliver normalt ansvarlige over for deres kreditorer, når forpligtelser betales til tiden.
Man kommer ofte ud for, at et udkast til budget ikke accepteres af landmandens pengeinstitut. Det kan der selvfølgelig være flere grunde til. Det nytter imidlertid ikke eventuelt med hjælp fra økonomikonsulent eller revisor at ændre budgettet, så det blot honorerer de krav, pengeinstituttet har stillet, hvis budgettet ikke er realistisk.
Viser et budget, at der er behov for større træk på en kassekredit, end pengeinstituttet har bevilget, har landmanden et problem.
Landmanden bør nemlig kunne sige sig selv, at han på et tidspunkt ikke (længere) vil være i stand til at betale kreditorernes krav, i takt med at disse forfalder.
Alene i den situation, hvor budgettet udviser, at der senere på året vil være likviditet til betaling af landmandens forpligtelser, kan landmanden uden at ifalde ansvar fortsætte driften.
Det forudsætter til gengæld, at driften er budgetsvarende. Viser budgetopfølgningen, at driften ikke er budgetsvarende, men derimod negativt afvigende, må landmanden vurdere, om der er basis for en videreførelse af driften.
Håbløsheds(tids)punktet er i hvert fald lige om hjørnet, hvis landmanden ikke objektivt set har midler, der kan tilføres bedriften, for at betale de løbende forpligtelser.
Håbløshedspunktet
Håbløshedspunktet indtræder på det tidspunkt, hvor skyldneren ikke kan og heller ikke har mulighed for fremadrettet at betale kreditorernes krav til tiden.
Når håbløshedspunktet indtræder, skal landmanden ændre fokus fra ordinær lønsom drift (idet denne situation ikke længere forekommer) til fremadrettet udelukkende at varetage kreditorernes interesser og vel at mærke samtlige kreditorers interesser.
Etableres fristdag ikke i denne situation for at sikre en ligestilling af kreditorerne ifaldes ansvar, som dette kan udledes af en nyligt afsagt vestre landsret-dom (U2013.1273VL), hvor det i præmisserne udtales: Det påhvilede i denne situation [hvor selskabet ubestridt ikke var i stand til at svare enhver sit] selskabets ledelse [direktør/landmand] at sikre, at selskabets aktiver blev anvendt til dækning af kreditorerne i overensstemmelse med konkurslovens regler.
Dette kunne være sket ved indgivelse af konkursbegæring på selskabets vegne. Den beslutning, som selskabets direktør skulle træffe, var således ikke en beslutning, der afhang af et forretningsmæssigt skøn, men derimod en beslutning, der - ikke mindst hvis selskabet havde søgt relevant rådgivning hos advokat eller revisor - burde have fremstået som enkel og entydig.
I og med landsretten i præmisserne henviser til relevant rådgivning, er det oplagt, at økonomikonsulent, revisor og/eller advokat vil blive gjort solidarisk ansvarlig med ledelsen (landmanden), såfremt rådgivningen ikke fører til tiltag, der indebærer en varetagelse af kreditorernes fælles interesser med respekt af konkursordenen og håndhævelse af ligelighedsprincippet.
Konsekvenserne af et erstatningsansvar er, at skadevolderen (landmanden) skal betale de skadelidtes (kreditorernes) tab, som landmandens adfærd ved ikke tilstrækkeligt hurtigt at have trådt på bremsen har påført kreditorerne.
I den situation vil landmanden ofte have betydelig gæld i forvejen, og man kan derfor spørge, om det har nogen afgørende betydning, om gælden bliver forhøjet med et erstatningskrav i måske 100.000 kroners- eller millionklassen.
Svaret er både ja og nej. Ofte vil gælden alligevel være så stor, at landmanden ikke har mulighed for at betale sin gæld, og det ændrer et erstatningsansvar ikke på.
Hvor driften sker i selskabsform forholder det sig anderledes, idet landmanden i denne situation bliver personlig ansvarlig for de handlinger eller undladelser, han er ansvarlig for som direktør i selskabet.
Frivillig akkord
Landmænds og andre virksomhedsejeres uansvarlighed ved fortsat drift, i en situation hvor kreditorernes krav ikke løbende kan honoreres, kan få andre uheldige konsekvenser for landmanden.
Hvor landmandens handling er groft uforsvarlig må det antages, at det vil være udelukket at få gennemført en frivillig akkord, idet dette ville forudsætte, at samtlige kreditorer ville stemme for akkorden, og det anses ikke for sandsynligt, hvis netop nogle af kreditorerne har måttet konstatere (betydelige) tab, som følge af landmandens uforsvarlige fortsatte drift uden betaling til kreditorerne.
Ikke muligt
Hvor landmanden optræder groft uforsvarligt ved at påføre kreditorerne tab, vil den erstatningsansvarlige i en årrække ikke have mulighed for hverken at få gennemført tvangsakkord efter konkurslovens rekonstruktionsregler eller få afsagt gældssaneringskendelse.
I forhold til gældssanering gælder det både i relation til "almindelig" gældssanering og gældssanering i forbindelse med konkurs.
Konkurskarantæne
Hvor driften er sket i selskabsregi, vil der endvidere være risiko for, at landmanden vil blive underlagt konkurskarantæne (efter regler, der er vedtaget af Folketinget, og som forventes at træde i kraft sidst på året) og hvorefter den, der er pålagt konkurskarantæne, i en periode på op til tre år ikke må deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.
Efterskrift Ikke blot landmanden og dennes rådgivere, men også landmandens pengeinstitut vil skulle holde tunge lige i munden for ikke at risikere erstatningsansvar ved fortsat drift uden løbende betaling af landmandens kreditorer - en problemstilling, der vil blive behandlet i en senere artikel.
