Endnu engang er der succes med SME Danmarks GPS-sporingssystem. Klaus Nørgaard fra Løgumkloster fik klokken tre i nat uventede gæster, der stjal en John Deere havetraktor samt noget el-værktøj.

- Min telefon gik tør for strøm i nat, så da jeg fik tændt for min telefon klokken cirka otte i morges, kunne jeg se, at der var kommet alarmer på flytning af min havetraktor om natten. Jeg ringede til politiet og derefter til SME Danmark, der kunne spore signalet, fortæller Klaus Nørgaard, som efter halvanden time fik besked fra SME Danmark, der kunne oplyse, at havetraktoren befandt sig cirka 100 kilometer nord for Berlin i Tyskland.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

SME Danmark tog fat i tysk politi, der hurtigt fik en lastbil stoppet med tyvegods. To mænd er anholdt i sagen.

Virker på havetraktorer

SME Danmark fortæller, at deres GPS-sporingssystem ikke kun virker på traktorer med et stort batteri, men også kan benyttes på eksempelvis havetraktorer:

- Det er muligt for GPS-systemet at gå i en stand-by tilstand, som kun tager fire mA strøm, eller så godt som ingenting. Et modul sørger for, at der konstant er strøm til enheden, og strømmen kan holdes i mindst fem måneder, fortæller SME Danmark.

Unikt for systemet er den specielle repeter, der stjæler GPS-signalet til sporingsanlægget fra bilens GPS eller måske tyvens mobiltelefon.

- Det er ingen hemmelighed, at et GPS-signal ikke kan gå igennem metal, hvis en havetraktor eksempelvis køres ind i en kassevogn, men derimod kan sporingssystemet stjæle signalet fra et andet signal op til 10 meter fra sporingsenheden, lyder det fra SME Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange indbrud

Klaus Nørgaard har desværre oplevet en kedelig tendens med tyverier:

- Det er kun et par måneder siden, jeg sidst havde indbrud, og jeg har haft ubudne gæster én gang om året de sidste par år, så derfor investerede jeg i sporingssystemet, fortæller Klaus Nørgaard, der nu kan se frem til at få sin havetraktor tilbage samt det værktøj, der røg ved samme lejlighed, da tyvene gik i aktion i nat i Sønderjylland.