Abonnementsartikel

Videncentret for Landbrug vil tilføre ny viden til afrikanske landmænd og mindre fødevareproducenter.

Hvis produktiviteten i de afrikanske landbrug skal forøges og der skal produceres flere fødevarer til eksport, så skal bønderne have adgang til en mere effektiv landbrugsrådgivning.

Derfor har Videncentret for Landbrug i flere projekter arbejdet med at styrke landbrugsrådgivningen i de afrikanske lande og dermed bidraget til afrikansk landbrugsudvikling, som udviklingsminister Christian Friis Bach aktuelt har efterspurgt i Børsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Landbrugsproduktion er et af de potentielt meget store vækstområder, som ulandene kan bygge deres økonomi op omkring i fremtiden. Og der er en udbredt forståelse af, at en positiv udvikling er betinget af, at der er effektiv rådgivning at få, og at bønderne bliver bedre organiserede og dermed får mere ud af deres produktion, siger Sanne Chipeta, international rådgiver, Videncentret for Landbrug.

Hun har igennem mange år arbejdet med netop at styrke landbrugsrådgivningen i Afrika og har blandt andet arbejdet sammen med African Forum for Agricultural Advisory Services (AFAAS), der er et paraplyforum for afrikanske organisationer.

Kvinder i nøglerolle

Derudover leder hun arbejdet i en international arbejdsgruppe, der skal styrke kvinders adgang til rådgivning.

- Kvinder spiller en stor rolle i landbruget i udviklingslande. I Afrika, syd for Sahara, kommer over halvdelen af arbejdsindsatsen fra kvinder. Derfor er de en vigtig nøgle til en øget produktion af fødevarer, forklarer Sanne Chipeta, som peger på, at Videncentret rummer en stor del af den viden, der er brug for.

- Videncentret har mange af de erfaringer og nøglekompetencer, der er brug for til at løfte udviklingen - ikke mindst på formidlingssiden. Derfor er det efter min vurdering oplagt at gå ind i flere samarbejder og projekter, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Videncentret har i samarbejde med Danida Fellowship Centre de seneste fire år udbudt en række kurser i blandt andet Entrepreneurship og økologisk produktion målrettet blandt andre afrikanske landmænd og mindre fødevareproducenter.