Abonnementsartikel

Opfinder og iværksætter Erik Tybirk fra firmaet Knold og Top Aps har udviklet raps med hvide blomster som alternativ til den kendte gule raps.

Mange nyder synet af de blomstrende gule rapsmarker om foråret. Men hvis farven skifter fra gul til hvid - så kan der spares tonsvis af sprøjtegifte. Det er opfinder og iværksætter Erik Tybirk fra firmaet Knold og Top Aps, som har udviklet raps med hvide blomster som alternativ til den kendte gule raps.

Til DR P4 Midt & Vest siger han, at den hvide farve tiltrækker færre skadelige insekter end den gule.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis bare en tredjedel af landets rapsmarker fremover bliver hvide, så kan der spares 10 ton sprøjtegifte om året, siger Erik Tybirk til DR.

Men den hvide raps kan også blive løsningen for økologiske landmænd, som hidtil har haft svært ved at dyrke raps på grund af de mange skadedyr. Erik Tybirk har ifølge DR netop fået støtte fra Fødevareministeriet til systemet Flower Power med det mål at ottedoble produktionen af økologisk vinterraps i Danmark.

- Systemet Flower Power går ud på at dyrke en rand med gul raps rundt om en mark med hvid raps. Den gule rand tiltrækker så mange af de skadelige insekter, at man kan undgå at sprøjte i den hvide mark. For økologerne kan det få stor betydning, fordi de i dag mangler den protein og olie, som man kan få fra rapsen, forklarer Erik Tybirk.

En anden fordel ved den hvide raps er, at den indeholder færre bitterstoffer end den gule. Derfor bliver olie fra hvid raps bedre i smagen, og de grønne blade kan bruges som salat.

Erik Tybirks hvide rapssorter udvikles i samarbejde med Økologisk Landsforening og Agro Business Park i Foulum. Projektet er støttet af Fødevareministeriets grønne udviklingsprogram GUDP.