Abonnementsartikel

Hver tiende slagtesvin udvikler alvorligt mavesår, viser ny rapport. Dyrenes Beskyttelse mener, at svineproducenterne kan undgå problemet.

 

Sår omkring åbningen til mavesækken rammer 11 procent af danske slagtesvin i alvorlig grad, mens yderligere 18 procent har mavesår i en lidt mildere grad. Det viser en ny rapport fra Landbrug & Fødevarer, Videncenter for Svineproduktion. Det skriver Landbrug & Fødevarers netmedie Foodculture.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Problemet er kendt i svinebranchen, men ifølge dyrlæge Elisabeth Okholm, der har været med til at udarbejde rapporten, ved man ikke præcist, hvorfor nogle svin udvikler mavesår:

- Vi har forsøgt at blive klogere på mavesår længe, og vi ved, at foder har en stor betydning. Men det er rigtig frustrerende, at vi ikke ved mere om, hvorfor nogle svin udvikler mavesår, mens andre svin, der går under nøjagtig samme forhold i den samme sti, ikke gør, siger Elisabeth Okholm og forklarer, at det samtidig er svært at se, hvilke dyr der har problemer:

- Vi kan ikke spørge svinene, om de har ondt, så vi kan kun se på, hvordan de trives, og hvordan de opfører sig. Langt de fleste svin viser overhovedet ingen tegn på gener, og derfor er det svært reagere på for den enkelte landmand.

Ingen forskning viser, at svinene oplever smerte ved de milde mavesår, men når et det udvikler sig til den alvorlige kategori, begynder svinene at æde mindre. Først dér kan svineproducenten gribe ind. Ellers er det kun muligt at opdage maveforandringer, hvis slagteriet skærer mavesækken ud og sender den til en særlig undersøgelse.

Chokerende tal

Svineproducenterne kan nemt både forebygge og behandle mavesår hos svinene, lyder det fra Birgitte Iversen Damm, der er dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Udbredelsen af mavesår et udtryk for en kynisk produktion, der tilsidesætter hensynet til dyret for at få en bedre økonomi i produktionen. Det har været kendt i årtier, at mavesår er et stort problem i produktionen, og at det skyldes fint formalet foder uden fibre eller grovfoder, siger hun til Foodculture.dk.

Birgitte Iversen Damm mener derfor ikke, at det er nogen undskyldning, at landmanden ikke umiddelbart kan se på svinene, om de har mavesår, når man ved, at fintmalet foder giver en større risiko.

- Tallene i den nye undersøgelse er chokerende. Men det mest chokerende er, at der intet sker for at forbedre mavesundheden hos dyrene på trods af, at problemet er gammelkendt og årsagerne også er det, siger Birgitte Iversen Damm.

Hun mener derfor, at svineproducenterne skal fodre deres svin med mere grovfoder og flere fibre, end de gør i dag.

Brug for bedre viden

Lindhart B. Nielsen, formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, erkender, at man kan justere på foderet for at forebygge mavesår:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil gerne undgå mavesår og sikre en høj dyrevelfærd. Svin med mavesår er heller ikke godt for forretningen. Vi har bare det problem, at hvis der ikke er nogen dyr, som viser sygdomstegn, så er det umuligt for os at vide, at vi skal justere på foderet.

Svineproducenterne kunne følge rådet fra Dyrenes Beskyttelse om at fodre med grovere foder til alle svin, men det er ifølge Lindhart B. Nielsen ikke en optimal løsning:

- Hvis jeg begynder at bruge en grovere blanding til alle mine svin, så betyder det også en masse uudnyttet foder, som grisene ikke optager. Det er ikke bæredygtigt, for så ryger det direkte igennem dyrene og får store konsekvenser for miljøbelastningen. Det er en hårfin balancegang, vi skal gå der, siger han til Foodculture.dk.