Da EU-kommissionen i foråret fremlagde forslag til nye regler for planteformeringsmateriale, var der lagt op til bedre vilkår for små frøfirmaer og landmænd og bedre mulighed for at forædle og handle med sjældne, gamle og uens sorter. Nu har tonerne fra Bruxelles imidlertid en anden klang, og Økologisk Landsforening råber vagt i gevær.

Ifølge foreningen risikerer man, at der reelt set ikke sker ændringer, og at man fortsat vil fokusere på forædling og markedsføring af sorter specielt designet til dyrkning i konventionelt landbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi frygter, at såsædsreglerne også i fremtiden vil være en hindring for udvikling af sorter, som økologerne efterspørger. I økologisk planteavl har vi brug for at kunne opformere og udveksle såsæd egnet til pesticidfri dyrkning samt arbejde med uens sorter og gamle sorter fra for eksempel genbanker, siger Anders Lund, økologisk planteavler og formand for Planteavlsudvalget, Økologisk Landsforening.

- I regeringens egen "Økologisk Handlingsplan 2020" hedder det, at regeringen vil arbejde for, at EU-lovgivningen ændres, så det bliver muligt at producere og handle mindre ensartede sorter - herunder at der bliver indført nye EU-regler, som muliggør markedsføring af økologiske, genetisk diverse plantesorter. Det er nu, der er brug for det arbejde, siger Anders Lund.

Takket være en række danske, økologiske pionerer inden for planteavl og kornforædling har danskerne i de seneste år fået deres mad og kulinariske ordforråd beriget med en perlerække af produkter fra kornsorter som spelt, emmer, enkorn, ølandshvede med flere. Men det er sket på kanten af den gældende lovgivning.

Ulovligheder

- Landmænd bør ikke være nødsaget til at kriminalisere sig selv for at levere sunde, mangfoldige og spændende kornprodukter til forbrugerne. Det er jo rent nonsens, at en stor del af det nordiske køkken i princippet er ulovligt, fordi en række få kornforædlingsvirksomheders interesser vejer tungere i lovgivningen end bønders tusindårige frihed til at så, høste, forædle og udveksle såsæd, siger Anders Lund.

EU-kommissionen barsler med en forsøgsordning for heterogene populationer (genetisk uens plantemateriale), der skal køre under de nuværende regler for handel med planteformeringsmateriale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det burde være landmændenes frie ret at vælge heterogent materiale, der er i fokus. Reglerne skal blot sikre, at de har mulighed for at foretage et oplyst valg, for så vidt angår kvalitetsgaranti, og at det ikke har utilsigtede konsekvenser for det etablerede arbejde med forædling, siger Sybille Kyed, fagpolitisk chefkonsulent, Økologisk Landsforening.

I strid med plantetraktat

- Forsøgsordningen skal derfor sikre, at landmændene er fuldt oplyste om, hvilken kvalitet såsæd de står overfor, jævnfør krav til mærkning og information, og den skal bidrage til at finde en model, som kan give den nødvendige sporbarhed og mulighed for kontrol, så der ikke opstår et misbrug af muligheden, siger hun.

Økologisk Landsforening mener i øvrigt, det er i direkte strid med den internationale plantetraktat, som EU også har tiltrådt, hvis EU’s regler for markedsføring af planteformeringsmateriale begrænser landmændenes ret til at modtage materiale fra genbanker og forhindrer, at landmænd selv kan opformere og udveksle såsæd med hinanden.