Underafkøling eller hypotermi er et stort problem for nyfødte pattegrise. Fra en stabil temperatur mellem 39 og 40 grader i soen fødes grisene ud i et farringsmiljø, som er væsentlig koldere, og hvor de i vid udstrækning selv skal holde varmen.

Denne overgang medvirker til et fald i kropstemperaturen på to-fire grader, og der er stor forskel på, hvor effektivt de enkelte grise overvinder dette. Det skriver DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug på dca.au.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyere britiske, norske og danske undersøgelser har vist, at nyfødte pattegrises kropstemperatur en og to timer efter fødslen har afgørende betydning for grisenes overlevelse frem til fravænning på tværs af farringsmiljøer.

Grise, som ikke overvinder hypotermi hurtigt og effektivt, dør som direkte følge af hypotermi, men også af sult, ihjellægning og af sygdom senere i diegivningsperioden.

God vægt og hurtigt til patten

Derfor har et nyligt afsluttet ph.d.-projekt fokuseret på netop de første timer efter fødslen. Formålet med projektet har været at undersøge, hvad der kendertegner grise, som klarer sig godt og dårligt over den første kritiske nedkøling efter fødslen. Ph.d.-studerende Trine Sund Kammersgaard undersøgte disse forhold i både løsdriftsfarestier og almindelige kassestier.

Fra undersøgelserne i stimiljøet har Trine Sund Kammersgaard fundet frem til tre faktorer, som har direkte betydning for grisens kropstemperatur to timer efter faring. Det er i prioriteret rækkefølge: Grisens vægt samt hvor meget den opholder sig ved yveret i den 2. og den 1. time efter fødslen.

- Vi havde en forventning om, at fødselsforløbet samt grisens placering i fødselsrækkefølgen kunne have haft en betydning. Men det viste sig ikke at holde stik. Resultatet giver os ikke svar på, hvorvidt det er råmælk eller ekstra varme fra soen, som giver grisen en bedre kropstemperatur, når den er to timer gammel, men det giver alligevel en bedre idé om, hvor vi skal rette vores fokus i kommende undersøgelser og i praksis, siger Trine Sund Kammersgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs mere om undersøgelserne her.