En opdatering til multimaskinen System Cameleon, der både kan så og rense korn, har fået en opdatering.

- For at skifte maskinen fra såning til rensning kræver det, at så-tænderne udskiftes med rensetænder, og det tager cirka en times tid, forklarer Thomas Kjærsgaard, som importerer den svenske maskine til Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men i forårssæsonen kan det være rart at være fleksibel og have muligheden for både at så og rense inden for samme periode, derfor er der nu kommet en opdatering, således at man ikke nødvendigvis skal udskifte alle tænder midt i så-sæsonen for at rense korn én enkelt dag, fortæller Thomas Kjærsgaard.

En ny spids på selve såskæret gør det muligt at så og rense med samme spids. Så-sektionerne forskydes blot 12,5 centimeter til venstre, og maskinen er klar til rensning.

- Og denne forskydning sker hydraulisk med et enkelt tryk på terminalen i kabinen, så man kan lyn-hurtigt gå fra såning til rensning.

Lang levetid

- Selve såskærspidsen er belagt med keramisk for-metal, mens det øvrige skær er lavet af Hardox-stål, så der er virkelig noget kram i spidsen, forklarer Thomas Kjærsgaard.

Han forklarer, at der cirka er 5.000 til 7.000 hektar levetid i den nye spids afhængigt af jordtypen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye tand giver også nogle andre muligheder for System Cameleon, som blandt andet kan bruges til placering af gødning ved rensning af afgrøderne.

- Gødningen kan placeres i to til tre centimeter, mens der renses afhængigt af dybden på renseren, fortæller Thomas Kjærsgaard.

Thomas Kjærsgaard har indtil nu solgt 13 enheder af den svenske, gule maskine i Danmark i sæson 2013.