Mange års erfaring med korntransport har nu rustet DLG til at sende kornet det rigtige sted hen med det samme i stedet for at flytte det rundt i hele høstperioden.
Denne nytænkning har DLG valgt at kalde One-Touch-Only.
- Det har været en stor succes. Vi har opnået en mere effektiv kørsel og dermed nedbragt C02. Normalt når kornet kommer ind under den hektiske høst har det krævet, at vi flytter kornet igen, men i år er det lykkedes os at koordinere aflæsningerne, så de rammer plet første gang. Derudover har vi sparet overarbejde, og der er brugt færre penge på ekstra mandskab i høsten. Endelig har vi stort set undgået spild. Tidligere er kornbunker på grund af pladsmangel placeret uden for lagerbygningerne og dermed blevet våde. Det er ikke sket i år. Det er meldingen fra vores lokale afdelinger, siger Vagn Hundebøll, direktør for Supply i DLG.
Kan landmanden levere direkte til en af DLG’s slutdestinationer som for eksempel en havn eller en fabrik, så vil han kunne få en højere afregning. Landmanden får derved et incitament til at placere kornet korrekt første gang.