Krone har netop lanceret nye finsnittere med en masse nyheder og til en målgruppe, som Krone ikke før har henvendt sig til.

Maskinbladet, Italien. På Agritechnica 2013 i november i Hannover kan der på Krones stand opleves helt nye finsnittere – og det er ikke bare en opdateret udgave, men derimod finsnittere i et mindre segment end man før har set fra Krone. En ny opbygning af drivlinjer, avanceret bagaksel, ny kabineindretning, nye motorer og meget mere er at finde på den nye BigX-serie.

Serien drejer sig om to modeller: BigX480 samt BigX580 med henholdsvis 489 og 585 hestekræfter som maksimum.

Krone har altid været kendt for at lave store finsnittere, men går altså nu ind på markeder for finsnittere under 500 hestekræfter.

Excentrisk beslag

Afgrødens vej igennem indføring og snittecylinderen er stort set identisk med det system, der er på de øvrige Krone finsnittere. I stedet for en bredde på 800 millimeter er den nye finsnitters indføring og snittecylinder 650 millimeter - ellers er opbygningen identisk, og den nye finsnitterserie har også seks ruller i indføringen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Afgrøden er nemmest at snitte i cylinderen, når den bliver presset over en lang afstand, forklarer Heinrich Wingels, leder for marketingafdelingen hos Krone.

Snittecylinderen kan udstyres med 20, 28 eller 40 knive ligesom de større finsnittere fra Krone.

For at få det bedste flow igennem finsnitteren er det ifølge Krone ikke lige meget, hvordan snittecylinderen er placeret i forhold til pick-up’en eller majsskærebordet.

 

- Afhængigt af hvilke hjul der monteres på finsnitteren, er det muligt at ændre højden på forakselen. Hvis ikke flowet kommer lige ind til snittecylinderen fra pick-up’en, kan der komme forstoppelse bagved snittecylinderen. Derfor kan vi ændre på højden af forenden med et excentrisk beslag, som hjulmotorerne til forhjulene sidder monteret på, forklarer Heinrich Wingels og påpeger, at finsnitterens indføring på den måde kan tilpasses pick-up eller majsbordets indgang fuldstændig præcist.

De nye finsnittere kan komme helt ned på 3,0 meter i bredde med de mindste forhjul. Omvendt kan der også monteres 900/60 R42 hjul på finsnitteren, hvor bredden da kommer op på 3,30 meter.

Ingen indføringsramme

I bestræbelserne på at lave en hurtig tilkobling af skærebord, hvor PTO-akslen eksempelvis selv spændes på, og få mere plads omkring indføringen for et bedre udsyn, har Krone udviklet en ny indføringsramme - eller mangel på samme.

Det er nemlig sådan, at den tradionelle indføringsramme, som man er vant til at se på selvkørende finsnittere, er væk på de nye Krone finsnittere. Det er ellers normalt i indføringsrammen, at indføringen kan pendulere sidevejs for at få skærebordet til at følge jordoverfladen.

- Krone har lavet et helt nyt penduleringssystem, hvor det er bunden af indføringen, der søger for, at skærebordet følger overfladen med udgangspunkt fra midten af indføringen. To cylindere sørger for at pendulere indføringens bund med signalet fra sensorer på skærebordet, fortæller Heinrich Wingels.

At monteringsgrebet er lavet om for en hurtigere tilkobling har betydet, at Krone har lavet nye majsskæreborde til finsnitterne, som nu findes helt fra seks rækker op til 12 rækker. Majsbordene kan foldes sammen til vejtransport i enten to eller tre sektioner.

Tilkobling med remme

De nye finsnittere har fået helt nye driv-linjer med tilkobling af snittercylinderen med en remstrammer i stedet for en kobling og gearkasse for enden af motoren.

- Dette betyder, at vi har en billigere løsning end de øvrige Krone finsnittere, da vi ikke skal ud og købe en kobling til montering på motoren, fortæller Heinrich Wingels.

Remmen fra motoren i bag kører til snittercylinderen, men kører i midten af finsnitteren omkring en gearkasse, hvor to hydraulikpumper er monteret, som sørger for tilkobling af skærebord og indføring.

Dette gør finsnitteren i stand til at reverse skærebord og indføring for sig selv, uden at skulle reversere snittecylinderen.

- At vi tilkobler hydraulisk betyder også, at vi kan lave en trinløs justering af hastigheden på indføring og skærebordet fra kabinen.

Lav bagende

Bagenden er lav i den nye finsnitter-serie. Dette skyldes flere ting. Blandet andet er baghjulene ophængt uafhængigt af hinanden, hvilket betyder, at hjulene bevæger sig op og ned enkeltvis og ikke på en aksel om samme omdrejningspunkt, og derfor optager det ikke plads i motorrummet. At hjulene er enkelt ophængt giver også en skrap venderadius.

At motoren ligger på tværs i finsnitteren giver også mulighed for en lav bagende, desuden giver det et mere direkte drev til indførings tilkobling.

Effekten leveres fra MTU (Mercedes) motorer på 12,8 liter på den mindste model og 15,6 liter på den største model, begge er sekscylindrede motorer med EGR og SCR-teknologi for at overholde Tier4f-kravene.

Ifølge Krone er brændstoftanken på 1.500 liter verdens største brændstoftank til en finsnitter. AdBlue tanken er på 140 liter.

- Valget faldt på MTU-motorerne frem for MAN, som vi benytter i de øvrige finsnittere, da vi ved test fandt frem til, at moment og brændstoføkonomien er bedre ved MTU-motorer i dette segment.

Touch i kabinen

Kabinen har også fået et face-lift på den nye finsnitter. Blandt andet er højrearmlæn lavet om, hvor den nye terminal med touch eller trykknap navigation er hjertet. Terminalen giver mulighed for overblik over arbejdsfunktioner og indstilling af flere parameter.

Det fjederpåvirkede kørehåndtag giver mulighed for tilslutning af række-autostyring, funktioner til tuden, skærebordet, reverser samt tilkobling af skærebordet.