Abonnementsartikel

Danmarks største Bukh-træf foregår ved Gedved den 8. september.

Danmarks største Bukh-træf finder sted på Ørskovgård ved Gedved den 8. september, hvor der vil blive gennemført et rekordforsøg med det hidtil største antal pløjende Bukh-traktorer på én gang,

Vagn og Asta Axel er værter for det store arrangement, hvortil der ventes cirka 100 traktorer og måske op mod 3.000 tilskuere. Stævnet er åbent for alle, der kan stille med en Bukh.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det bliver det førte Bukh-stævne af denne art. Der kommer folk fra hele landet, og vi får blandt andet besøg fra Ærø, hvor der både kommer deltagere samt en hel busfuld tilskuere, fortæller Vagn Axel.

Han har gennem flere år interesseret sig for veterantraktorer og har tidligere lagt jord til stævner og arrangementer.

- Vi fik idéen, da vi var til et pløjestævne med Ferguson-traktorer i Hinnerup. Her var der 120 deltagende Ferguson-traktorer. Vi fik lyst til at forsøge at samle et stort antal af de gamle danske Bukh-traktorer, og nu glæder vi os til at se dem arbejde på én gang, fortæller den 79-årige landmand, der stiller 70 tdr. land jord til rådighed på dagen.

Mest solgte i 1958

Vagn Axel er fascineret af de gamle Bukh-traktorer, der blev produceret i Kalundborg på en fabrik ejet af AP Møller.

Produktionen fandt sted fra begyndelsen af 1950’erne og frem til 1968. Der blev produceret cirka 14.000 traktorer i denne periode, og i 1958 var det den mest solgte traktor i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Om formiddagen fra kl. 8.30 er der mulighed for at gå rundt og se de mange traktorer og få en hyggesnak med traktor-entusiasterne. Stævnet åbnes officielt kl. 11.00, og klokken 13.00 sættes det store rekordforsøg i gang.

Begivenheden arrangeres af ”Team Ørskovgård”, som består af Jens Jørn Therkelsen, Aage Olsen, Ole Mortensen, Martin Holst og Vagn Axel.

Arrangementet finder sted på Ørskovgård, Kirkevej 25, Gedved.