Abonnementsartikel

Bo Hansen fra 3F, Søhøjlandet, er med i en gruppe, der samarbejder med den makedonske fagbevægelse SIER om organisering af arbejdskraften for at skabe bedre arbejdsforhold.

De danske landbrug har haft stor glæde af at hente arbejdskraft til Danmark fra Østeuropa. Det kan vise sig at blive sværere i fremtiden, fordi 3F samarbejder med den makedonske fagbevægelse, som på sigt skal skabe bedre arbejdsforhold i østeuropæernes hjemlande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2006 påbegyndte 3F Industri et samarbejde med SIER, det makedonske forbund for industri, energi og miner. Projektet blev søsat med et budget på 75.000 kroner. I Makedonien er medarbejderne ikke organiserede på samme måde, som de er her i Danmark. Dernede foregår det typisk ved, at der er et par tillidsfolk, som står for organiseringen på den enkelte arbejdsplads. Når de ikke er bakket op af en faglig gruppe, betyder det, at det kan være svært at sikre den enkelte ansattes rettigheder. 3F's udsendte har derfor til opgave at få samlet tillidsfolkene, så de kan arbejde sammen på tværs af virksomhederne. På denne måde vil makedonerne få mulighed stå stærkere i forhold til at kunne håndhæve deres rettigheder.

Viden er svaret

Arbejdsgruppens største opgave ligger i undervisning. De har haft otte møder med de makedonske tillidsfolk. Møderne foregår både i Danmark og i Makedonien. Herfra sendes der undervisningsmateriale af sted, så de selv kan arbejde på projektet.

- Det er meningen, at de skal lære, hvad de kan få ud af at arbejde sammen. De skal forstå vigtigheden af samarbejdet, så de kan få magt til at håndhæve deres rettigheder, siger Bo Hansen.

Ifølge Bo Hansen bliver de overenskomster, der er, ikke overholdt. Alle de regler, der er for arbejdsmarkedet, er love. Det er det, som gruppen ønsker at få ændret, så der vil være gældende overenskomster, som kan sikre de ansattes rettigheder.

Håbet for fremtiden

Formålet med det arbejde, der lægges i Østeuropa, er at gøre makedonerne selvbårne, så de er i stand til at fortsætte arbejdet selv. Det er planen, at organiseringsarbejdet skal sprede sig til andre brancher og til de andre østeuropæiske lande - på sigt ved egen hjælp. Håbet er, at det på sigt vil blive mere attraktivt for østeuropæere at arbejde i deres hjemlande, fordi forholdene bliver så gode, at det ikke kan svare sig at rejse til udlandet for at arbejde. 3F afslutter arbejdet i Makedonien til september, men fortsætter det internationale arbejde i resten af Balkanområdet.