Abonnementsartikel

Aggressiv sygdom truer især de vest- og midtjyske juletræsproducenter. Men skovejere i hele landet skal være opmærksomme, advarer Skovdyrkerne.

Danske juletræsproducenter bliver for tiden udfordret af en relativ ny og meget aggressiv svampesygdom, der angriber en række ædelgranarter. Sygdommen hedder neonectria og betegnes desuden også som ædelgrankræft.

Typiske symptomer er døde skud og grene, kræftsår med dødt væv under barken, harpiksudflåd og i yderste konsekvens helt døde træer. Svampen er meget aggressiv - smitteforsøg har således vist, at der går under en måned fra et topskud er udsat for smittet, til det er dødt, skriver Skovdyrkerne på sin hjemmeside.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Denne sygdom er nok den alvorligste og den mest aggressive, vi har lige nu. For enkelte producenter er det tæt på at være en katastrofe, da omkring 10 procent af deres træer er ramt, fortæller skovfoged Kenneth M. Klausen til Grønteknik.dk.

Nylige angreb

Han har oplevet neonectria på nært hold i de fynske skove, hvor han har sin daglige arbejdsgang, men oplyser ellers, at det først og fremmest er de gamle skovplantager i Vest- og Østjylland, der er under angreb.

- Vi har ikke helt styr på, hvornår sygdommen er kommet til Danmark og har set lignende symptomer for 10-12 år siden. Men den er i hvert fald blusset op her de sidste par år, siger Kenneth M. Klausen.

- Nogle skove er angrebet meget voldsomt, da man ikke har været opmærksom på, hvad det egentlig var. Og hvis neonectria ikke bliver opdaget i tide, bliver træet helt usælgeligt, mens svampesporerne hurtigt spreder sig videre gennem luften. Og så koster det jo for juletræsproducenten.

Kontrol er vigtig

Den fynske skovfoged understreger dog, at det umiddelbart ikke burde udvikle sig til en regulær katastrofe for juletræsproduktionen i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men folk skal være meget opmærksomme og klippe straks den inficerede gren af. Man skal også kontrollere træerne i nærheden af det træ, der er blevet angrebet. Ikke mindst hvis det er nogle gamle træer, lyder rådet fra Kenneth M. Klausen.

Han oplyser desuden, at myndighederne forventes at være på vej med en dispensation, der vil give juletræsproducenterne mulighed for at sprøjte med et bestemt middel for at forsvare sig mod neonectria-angreb.

Du kan læse mere om dette middel samt om neonectria i det hele taget på Skovdyrkernes hjemmeside.