Abonnementsartikel

Omhyggelig frøavl i HedeDanmarks afdeling for skovfrø øger biomassen i sitkagran med næsten en tredjedel.

Opfindelsen er stor, selvom navnet er lige så kort, som frøet er lille. FP.625, som det lille frø til grantræer hedder, har nemlig stor betydning for økonomien hos danske og udenlandske skovejere. Men klimaet vinder også på dette solide udviklingsarbejde, som salgs- og afdelingschef Morten Krogh og kollegerne i Skovfrø har udført.

Skovfrøs arbejde betyder, at HedeDanmark i dag kan levere træer fra disse frø, som har op til 30 procent mere volumen pr. hektar end andre sitkagraner. Det er der mange penge i, både for HedeDanmark og skovejerne. Desuden optager HedeDanmarks sitkagraner - på grund af størrelsen - 30 procent mere CO2 end deres artsfæller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedre og bedre genetisk materiale

Resultatet er opnået, efter at Skovfrø igennem flere år har arbejdet med at krydse de bedste sitkagraner fra FP.625. Skovejere, der køber sitkagran FP.625 fra HedeDanmarks frøplantage C.E. Flensborg, får dermed noget helt særligt. Plantagen blev anlagt i årene 1969-72, og siden da har HedeDanmark arbejdet målrettet og intenst på at fremavle frø, der er overlegent med hensyn til overlevelse, stammeform og vækst.

- Vi udvikler nyt genetisk materiale til de danske skove, som bliver bedre og bedre. Det er kernen i vores forretning, at vi med brug af vores faglighed og indsigt i den grønne verden kan være med til at skabe værdi for kunderne, det danske samfund og selvfølgelig også HedeDanmark, siger Morten Krogh.

International anerkendelse

Sitkagran fra FP.625 er allerede udbredt i Irland, England, Frankrig, Sverige og i Danmark. De bedste sitkagraner bruges til tømmer af høj kvalitet, og de mindre gode omdannes til flis.

- Der er i øjeblikket stor interesse for produktion af biomasse, så udvikling på området kan betale sig. Fremavl af en god træsort tager cirka 20-25 år på grund af testarbejdet og afprøvning. Vi har et særligt godt ry i udlandet, som blandt andet skyldes, at vi gør meget for at sikre renheden af de enkelte arter.  Det vil sige, at der ikke iblandes andre arter under fremavlen, fortæller Morten Krogh.

Hviler ikke på grangrenene

Plantagen med FP.625 har cirka 15 rentable år tilbage, og Skovfrø er allerede langt med det videre udviklingsarbejde. De bedste kloner fra FP.625 er plantet ud i et nyt område og har fået navnet FP.654. Allerede nu ved Morten Krogh, at disse træer bliver markant bedre end træerne fra FP.625.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er overbevist om, at det udviklingsarbejde, vi har gang i nu, vil blive modtaget godt, når frøene er klar til at blive solgt om cirka 10 år, siger Morten Krogh.