Inden længe sætter landmænd og andre hø-magere hinanden stævne for at dyste om titlen ”Danmarks bedste hø”. Konkurrencen foregår 7.-8. september under Food Festival - Nordens Største Madfestival - på Tangkrogen i Aarhus, hvor dommerne kårer vindere i to kategorier.

Konkurrencen er åben for alle - økologer som konventionelle. I 2012 var det biodynamisk hø fra Jejsing Demeter, der løb med sejren, da konkurrencen blev afgjort på Landsskuet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Denne gang er konkurrencen udvidet til to kategorier. En for ladetørret og en for marktørret hø.

- Det er ikke helt fair at sammenligne de to former for hø, og kunsten at lave marktørret hø er ikke let. Derfor har vi i år lavet to discipliner, siger Thorkild Nissen, kvægbrugskonsulent i Økologisk Landsforening og en af menneske-dommerne i hø-mesterskabet.

Husdyrracer overdommere

Thorkild Nissen vil sammen med det øvrige dommerpanel, nemlig økologisk landmand og tv-vært, "Bonderøven" Franck Erichsen, kok Marco Hansen, sommelier Tabita Mortensen, biolog og agronom Per Kølster samt mælkeproducent og formand for Thise Mejeri, Niels Erik Nilsson, udvælge finalisterne.

Herefter er det op til to gamle danske husdyrracer at finde de endelige vindere. Fire styk Sortbroget jysk malkekvæg afgør konkurrencen for ladetørret hø, mens otte ertebøllefår vil kåre Danmarks bedste marktørrede hø. På Food Festival får SJM-kvæget og ertebøllefårene desuden selskab af en so med smågrise af racen sortbroget dansk landracegris.

Ikke kun sjov

Mesterskabet handler også om at skabe opmærksomhed om høets gode egenskaber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sukkerindholdet er højere og proteinsammensætningen bedre i hø end i ensilage. Samtidig er der mere struktur i høet, og det kan udmærket være letfordøjeligt foder, hvis det høstes rettidigt. Drøvtyggere er udstyret til at udnytte næringsstofferne i græs, men på vores breddegrader er der ikke frisk græs om vinteren. Hø er den konserveringsmetode af græsset, som bevarer det friske græs’ gode ernærings- og smagsegenskaber bedst henover vinteren, og derfor er hø også et interessant foder i moderne mælkeproduktion, siger Thorkild Nissen.

Man kan tilmelde sig konkurrencen på okologi.dk eller facebook.com/okologi.dk. For at deltage skal man aflevere en prøve på tre kg hø enten på forhånd til Økologiens Hus eller på Tangkrogen i Aarhus under selve Food Festival. Her gælder hø-prøven samtidig som adgangsbillet.