Abonnementsartikel

På trods af at de tre nye traktormodeller i 5600-serien fra Massey Ferguson er designet til at kunne køre med frontlæsser, har de førerkomfort som i en stortraktor.

Som afløser for 6445 og 6455 samt de tre modeller i den nuværende 5400-serie introducerer Massey Ferguson på Agritechnica 2013 en ny 5600-traktorserie. Serien består af modellerne 5611, 5612 og 5613. Samtlige modeller kører med en firecylindret Agco Power-motor på 4,4 liter og ydelser på 110, 120 og 130 hestekræfter. Motoren er monteret med den nyeste teknik til at minimere emissionen fra traktoren, og for yderligere at spare brændstof og minimere udledningen reduceres motoromdrejningerne til kun 720 o/min., lige så snart at traktoren sættes i frigear.

To udstyrsvarianter

De nye traktormodeller bliver klar til levering i 2014, og kunderne kan vælge mellem udstyrsvarianterne Essential og Efficient.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Traktoren er designet til at køre med frontlæsser og leveres med en lav motorhjelm, som giver et eminent godt udsyn til redskabet på frontlæsseren, forklarer Campbell Scott, udviklingschef hos Massey Ferguson.

- Som frontlæssertraktor skal den kunne komme ind i forskellige bygninger, og derfor leveres den nye traktorserie med flere forskellige tagkonstruktioner. Der bliver også mulighed for at vælge kabiner både med og uden kabineaffjedring, fortæller han.

Affjedring fra MF

Til de tre nye traktormodeller har Massey Ferguson designet og produceret en affjedret foraksel, som kombinerer komfort og stor manøvredygtighed.

- Med den affjedrede komfort og kabiner, som minder om kabinerne på 6600- og 7600-serierne, får føreren af de tre nye frontlæssertraktorer en komfort, der er på højde med den, som elleres kun tilbydes i de større modeller, siger udviklingschefen.

Bremsepedal agerer koblingspedal

De tre nye traktormodeller kan kunderne vælge at få leveret med enten Dyna 4- eller Dyna 6-transmission. Begge transmissioner kan betjenes enten med håndtaget til venstre for rattet med den T-formede gearvælger i armlænet eller med et joystick, som betjener både transmissionen og frontlæsserens hydrauliske funktioner. Det giver føreren frihed til at anvende den betjeningsform, som han finder mest hensigtsmæssig. I begge transmissioner virker bremsepedalen også som koblingspedal. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Specielt når traktoren kører med frontlæsser, er det ikke blot en behagelighed, at traktoren automatisk kobler ud, når der trædes på bremsepedalen. Det øger også effektiviteten markant, siger Campbell Scott.