Når Have & Landskab 2013 løber af stablen i Slagelse i dagene 28.-30. august, satser JMM og Stemas, at deres fælles stand bliver svær at komme udenom. Der vil nemlig blive medbragt udstillingsmaskiner og udstyr til både landbruget, entreprenør- og have/park-området.

Blandt nyhederne på det danske marked er den stærke og driftsikre lille læsser L 506 fra Liebherr, som tidligere på året blev præsenteret på Bauma.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Maskinen er produceret med henblik på at kombinere høj kraft med maksimal sikkerhed. Motoren yder 63 hk, men den kraftige Liebherr kan alligevel holde sig under 2,5 meter i højden.

Store forventninger

En anden Liebherr-nyhed er båndgraveren R 914 Compact, som JMM allerede har haft succes med.

- Vi har haft stor interesse for den tilsvarende maskine på hjul, og jeg har samme forventninger til modellen på larvebånd. Det er en ideel gravemaskine til de fleste formål, også under trange pladsforhold, siger salgschef Leif Petersen, JMM Group.

Fra Neusons produktprogram udstiller JMM ligeledes flere modeller. Det gælder blandt andet minigraverne EZ17 og ET20.

Roadshow i Danmark

Også JMM's søsterselskab Stemas kommer med et bredt sortiment af maskiner og udstyr fra producenterne Weidemann, Yanmar, Amman og Adler. Have & Landskab bliver den 12. udstilling, som Stemas deltager i denne sommer, idet importøren har været på noget af et roadshow til de forskellige dyrskuer rundt i sommerlandet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vigtigt, at vi kan vise potentielle kunder i hele landet en så stor del af vores katalog som overhovedet muligt, siger Peter Sørensen, der er sælger for Stemas i Sønderjylland og på Fyn.

Blandt de udstillede modeller fra Stemas finder man blandt andet en råjordskompakter fra Amman samt Yanmars gravemaskine SV 26, der er producentens nyeste skud på stammen af ultrakorte minigravere i SV-serien.