I slutningen af august skal svenske landbrugs kvægorganisation, LRF Mjölk, sammen med landets mejeriselskaber drøfte, om de vil ændre aftalen om GMO-frit foder, skriver den svenske netavis Land Lantbruk og Skogbruk.

Arla og Lantmännen har meldt ud, at der vil have overenskomsten ændret. Det vil reducere foderomkostningerne med 1,1 øre pr. kg mælk, har LRF Mjölk beregnet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dette er sammen med usikkerhed om tilstrækkelige mængder GMO-frit foder de to vigtigste argumenter mod at videreføre den nuværende aftale.

Prisudvikling svær at spå om

På baggrund af den forestående forhandling har leverandøren af GMO-fri soja, Denofa, meldt sig ind i debatten.

- Så længe der er et marked, er der også avlere af GMO-fri soja. Vi kan med vores hovedleverandør i Brasilien garantere fortsatte leverancer, siger Thor Kristoffersen, Denofa, til netavisen.

- Prisudviklingen er svært at spå om, men Sverige er et vigtigt marked for os for at kunne holde omkostningerne nede.

Denofas hovedmarked er Norsk landbrug, mens en tredjedel afsættes i Sverige. Kunderne er foderstoffirmaer. Den omfatende import hænger sammen med Norges krav om GMO-frit foder. Der importeres hver 25. dag 30.000 ton sojabønner, som virksomheden presser til olie og foder.