Abonnementsartikel

Kombimaskine fra Maskinstationen A/S nedfælder gylle og sår miljøgræs i majsmarken.

Umiddelbart ligner den en helt almindelig gyllenedfælder, men den er også en såmaskine. Kombimaskinen findes kun i dette ene og nybyggede eksemplar, som er i drift hos Maskinstationen A/S i Gravens ved Kolding.

Gyllenedfælderen, som er monteret på en Samson PG 20 gyllevogn, er samtidig en såmaskine, og med den er man i stand til at foretage to arbejdsgange i én, nemlig at så miljøgræs i majsmarken samtidig med, at man midt i vækstsæsonen kan nedfælde gylle og dermed give majsen et næringsboost.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har altid været et ønske fra landmændene at kunne tilføre gylle til majsen i juni. Da vi alligevel sår miljøgræs i majsen på dette tidspunkt, tænke jeg, at man måtte kunne nedfælde gylle samtidig, fortæller indehaveren af Maskinstationen A/S, Claus Frederiksen.

- Den lokale smed, "Dupont Steel Constructions" v/ Jakob Dupont Olesen, blev sat på opgaven og konstruerede vores nye ni meter brede kombinerede såmaskine og gyllenedfælder. Nordisk Dæk Import i Brørup fandt specialhjul, der er så smalle, at det er muligt at køre i rækkeafgrøderne uden at beskadige majsen. Dækfolkene i Brørup ved, hvad de har med at gøre, siger Claus Frederiksen og tilføjer, at de nærmere bestemt leverede fire 500 millimeter brede Alliance dæk 500/85R30 i 570 mønster.

Dækkene har samme belastningsindeks og højde som de meget bredere hjul, vi normalt har på gyllevognen, som fuldt lastet vejer 25-27 tons. NDI fandt også fire smallere Alliance dæk til traktoren, og med smalle, men samtidig meget stærke hjul på traktor og gyllevogn er det nu muligt at komme i marken med den kombinerede nedfælder/såmaskine midt i majsens vækstsæson, siger Claus Frederiksen.

Maskinstationen A/S hører til de specialiserede landbrugsmaskinstationer og har en lang række maskiner, der dækker bredt inden for landbrugsarbejdet.