Det er ikke kun universiteterne, der i disse dage tæller ansøgninger. Det gør man også på landets landbrugsskoler, og her er der generel optimisme, for der er en forventning om, at man kan fastholde sidste års høje antal unge, der søger ind på landbrugets grundkursus.

Til Børsen siger Kaj Aage Højgaard, forstander på Bygholm Landbrugsskole og formand for Danske Landbrugsskoler, at de ti landbrugsskoler i alt har optaget 569 elever på de grundforløb, der er startet tidligere i år, og at de foreløbige tilmeldinger til de følgende grundforløb indikerer, at 2012-niveauet med næsten 1200 elever kan opretholdes.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Disse tal viser en markant udvikling i interessen blandt unge for at blive landmand. I 2007, da søgningen var på sit laveste niveau, var der kun cirka 600, der søgte ind på grundskolerne.

Landbruget er en del af fremtiden

Selv om skolerne kan glæde sig over det store optag af elever, er det ikke nok til at opfylde behovet for medarbejdere i landbruget. Ud over at det giver sikkerhed for praktikpladser, giver det også gode muligheder for udlændige, der gerne vil arbejde i danske landbrug.

Det er der ifølge Børsen for tiden cirka 20.000, der gør. Heraf er cirka 15.000 fra Østeuropa, og mange af de udenlandske medhjælpere har efterhånden været her mange år og er i dag driftsledere.

Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer tror, at det høje antal unge, der søger ind i landbrugserhvervet, hænger sammen med en ændret opfattelse af landbruget – at landbruget er en del af fremtiden i Danmark og ikke en del af problemet, siger han til Børsen.

Vigtigt med veluddannede danskere

Men det store antal grundskoleelever viger uden om svinelinjen. Kun hver tiende elev vælger svineproduktions-linjen, og det ser Lindhardt B. Nielsen, formanden for VSP (Videncenter for Svineproduktion) under Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er først og fremmest driftsledere og kommende ejere, vi er bange for at komme til at mangle. Medhjælpere kan vi godt rekruttere – enten fra industrien eller fra udlandet. Men det er vigtigt, at vi både på leder- og ejerpositionerne har veluddannede danskere, siger Lindhardt B. Nielsen til Børsen.