I løbet af sommeren får mange landmænd besøg af slægtninge, måske byboer, som gerne vil udforske livet på landet. For nogle er det måske første gang, de besøger en gård. Forsikringsselskabet Topdanmark opfordrer derfor til, at landmanden kigger sikkerheden efter i sømmene.

For familier fra byen, der besøger et aktivt landbrug kan det være fristende at prøve at springe om bord i den store mejetærsker eller hoppe op på de stablede halmballer. Men en gård er ikke en legeplads, og det lærer nogle af gæsterne på den hårde måde.  Hos forsikringsselskabet Topdanmark er faldulykker nemlig en af de hyppigste ulykker blandt gæster, der besøger et landbrug.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Mange af dem, som besøger et landbrug, er slet ikke vant til at bevæge sig rundt i stalde og lader. Derfor er det vigtigt, at værten ved ankomsten grundigt forklarer, hvad der er sikkert, og hvad gæsterne skal lade være med. Det er de fleste rigtig gode til, for heldigvis er det sjældent, vi får anmeldelser om skader. Men når det sker, er det desværre oftest børn, det er gået udover, siger Svend-Anker Worm, der er agronom i Topdanmark.

Fjern nøglerne

For at minimere risikoen for ulykker, er det vigtigt, at der er skærmet af på steder, hvor man kan falde ned samt sænke liftophængte maskiner og frontlæssere. Nøglerne skal fjernes fra alle maskiner, så ingen bliver fristet til at sætte gang i mejetærskeren eller traktoren.

En anden ting, værten skal være opmærksom på, er, at gæsterne gerne vil hen og røre ved gårdens dyr.

- Mange gæster synes, at kalven ser sød ud og vil gerne hen til den. Men de glemmer, at ligesom andre dyr vogter kalvens mor over sit afkom, og sådan en stor ko kan det være farligt at komme i nærheden af, siger Svend-Anker Worm, der naturligvis nævner landmandens ansvarsforsikring, der dækker ved et erstatningskrav fra en gæst som et vigtigt element. Det kan også være en idé at udvide ulykkesforsikringen, så den dækker besøgende på landbruget - uanset om gæsterne selv har en ulykkesforsikring..

Kommer en gæst til skade, er det som udgangspunkt gæstens forsikring, der dækker. Men man kan tegne en udvidet ulykkesforsikring, som også dækker alle gæster på gården - også børnenes legekammerater.