Navnet Hi-Spec er relativt nyt på det danske marked. Men det er blandevognene fra den irske producent ikke. Grunden er blot, at den tidligere importør markedsførte vogne under navnet Nolan.
- Nolan var efternavnet på grundlæggeren af Hi-Spec Engineering, og derfor blev vognene markedsført under det navn her i landet. Virksomheden, som har eksisteret i 25 år, er stadig familieejet og drives i dag af tre brødre, forklarer Erik Dahl, Hi-Spec Danmark, der i et års tid har været importør af de irske blandevogne.
Ud over gylle- og blandevogne omfatter produktprogrammet også møgspredere, gyllepumper samt forskelligt udstyr til gylle- og blandevogne.
Fabrikken ligger i byen Carlow i det sydøstlige Irland
Irsk håndværk
Hi-Spec beskæftiger godt 50 medarbejdere, og produktionen er en blanding af irsk håndværk og nye, automatiske bearbejdningsmaskiner. Den irske vinter er mild, og derfor er så godt som alle produktionshaller uisolerede. Administrationsbygningen er heller ikke prangende, og to af de tre ejere arbejder i produktionen, hvor de kører truck og holder øje med, at alting forløber, som det skal.
Gyllevognene seriefremstilles, hvorimod blandevognene udelukkende produceres efter ordre.
To typer blandevogne
Padleblanderen MixMax har vært på programmet lige siden etableringen af Hi-Spec i 1988, og siden årtusindskiftet er der også produceret vertikalblandere på fabrikken i Carlow.
Padleblanderen produceres i størrelserne 10, 14, 16, 18 og 24 kubikmeter. Den store rotor trækkes igennem et planetgear, og vognen har derfor kun to lejer og en enkelt, men meget kraftig kæde. De mindste er med enkeltaksel, og de to største modeller leveres på bogieaksler.
Hi-Spec producerer vertikalblandere på 10 - 16 kubikmeter med én snegl og 14 - 24 kubikmeter med to snegle.
Ordreproduktionen betyder, at vognene kan specificeres helt efter kundens ønske. Producenten tilbyder blandt andet en række forskellige udfodringsbånd. Hi-Spec har eksempelvis udviklet et bånd, som hydraulisk trækkes om foran på vognen, når båndet ikke anvendes. Derved minimeres transportbredden, og vognen kan komme igennem en snæver passage i stalden.
Forstærket bund
På vertikalblanderen er vinkelgearene under blandesneglene monteret direkte i vognens bund, som er 20 millimeter tyk.
- For at sikre en 100 procent stabil montage af sneglene, er der under vognbunden svejset forstærkninger, der optager det vrid, som vinkelgearene sender ud i bundpladen, forklarer Erik Dahl.
Siderne på vognen er otte millimeter tykke, og blandesneglene er valset af 15 millimeter tykt stål. For at opnå en effektiv blanding af foderet i de forskellige vognstørrelser, produceres blandesneglene i tre forskellige størrelser.







