Abonnementsartikel

Tanco BaleShear klipper rundballen over og trækker plast og net af ballen, uden at føreren behøver at forlade førerkabinen.

At fjerne plast og net fra rundballer, inden de smides i fuldfoderblanderen eller anvendes direkte på foderbordet, kan være et både tidskrævende og beskidt arbejde. Men med BaleShear fra den irske producent Tanco kan arbejdet nu udføres fra førerkabinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

BaleShear er en meget kraftig greb med overfald, som monteres på frontlæsseren eller en anden læssemaskine. Underkanten af overfaldet er monteret med skarpe knive. Under transport af ballen lukkes overfaldet akkurat nok til, at ballen fastholdes. Før ballen dumpes i fodervognen eller sættes af på foderbordet, trykkes overfaldet igennem ballen, som deles i to.

Sorterer selv

Det smarte ved det irske redskab er, at en specialdesignet klo i redskabets bagkant holder fast i plast og net, som trækkes af de to ballehalvdele, og kun ensilagen ligger tilbage. Net og plast kan efterfølgende køres til et centralt affaldssted og slippes der.

Kloen, som fastholder net og plast, kører på det samme hydraulikudtag som overfaldet. Derfor skal der kun monteres to hydraulikslanger på redskabet.

Redskabet kan håndtere baller med en diameter på op til 1,35 meter og ballevægt på op til 1.400 kg. Som ekstraudstyr leverer Tanco en melskovl til læsning af korn og kraftfoder. Skovlen monteres på greben og holdes på plads af kloen.

Tanco, som er mest kendt for balleindpakkere, importeres af HCP.