Små fesne majsplanter, der gror for langsomt og først lukker rækkerne i juli. Det har desværre ikke været et særsyn på mange ejendomme med sandjord i de senere år. Årsagen er kvælstofmangel og skyldes, at gyllen er bragt ud i februar eller marts, og at der derefter har været en lang periode med overskudsnedbør, hvor en del af kvælstoffet fra gyllen er blevet udvasket.

Det koster udbytte, og det skal der gøres noget ved. Derfor inviterede Jysk Landbrugsrådgivning til maskindemonstration hos Mads Kragh ved Hejnsvig syd for Billund. Målet var at blive klogere på, hvordan man kan udbringe gylle i majs i juni, uden at det karambolerer med etablering af efterafgrøder og eventuel radrensning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overskudsnedbør hvert tredje til femte år

- Udbringning af gylle i majs i juni er et særdeles aktuelt emne. Både fordi vi hvert tredje til hvert femte år har en periode med overskudsnedbør i foråret, og derfor får en bedre udnyttelse af gyllen ved at udbringe en del af gyllen i juni, og fordi vi ved at forlænge udbringningsperioden får et mindre stressende forår, siger Michael Troelsgaard, planteavlskonsulent, Jysk Landbrugsrådgivning.

Han er således ikke i tvivl om fordelene ved at flytte en del af gylleudbringningen i majsen til juni. Udfordringen er blot at finde en teknik, der løser opgaven tilfredsstillende.

Ved maskindemonstrationen hos Mads Kragh kunne man se forskellige kombinationer med nedfældning og slangeudlægning af gyllen med og uden tilsætning af syre samt forskellige løsninger med radrensning og såning af efterafgrøder.

Overvej faste kørespor

En af udfordringerne ved udbringningen af gyllen i majsen i juni er kapaciteten på gyllevognen og dermed omkostningerne til udbringningen. En anden er risikoen for at beskadige afgrøden ved udbringningen.

- Første betingelse for at gylleudbringningen i juni skal lykkes er, at jorden er tilstrækkelig tør. Dernæst skal man finde en dækmontering, der passer til opgaven. For uanset hvilket udstyr man vælger, så er det uundgåeligt, at jorden i køresporene bliver pakket så hårdt, at det hæmmer majsens vækst, siger Michael Troelsgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han tilføjer, at det i mange tilfælde bliver et valg, om man vil vælte en række majs eller trykke to rækker. Eneste alternativ er, at man allerede ved såningen undlader at så majs i de spor, hvor gyllevognen skal køre. Det mener han dog også kan være et rigtig godt alternativ. Specielt i de tilfælde, hvor gyllen udbringes i en stor arbejdsbredde. Det kunne være ved udbringning med slæbeslanger, og her har forsøg vist, at udbyttetabet er tre til fem procent ved kørsel med en 30 meter bred slangebom. Når udbyttetabet ikke er større, hænger det ifølge planteavlskonsulenten sammen med, at majsplanterne i naborækkerne giver et betydeligt højere udbytte.

Udvikling ikke helt færdig

- Selvom der er sket rigtig meget i udviklingen af maskiner i de seneste år, så er der stadig en række problemer, der skal løses, for at vi har en ideel løsning til udbringning af gylle i majsen i juni. Det er jeg dog ikke i tvivl om vil ske, og ser man på udviklingen inden for eksempelvis radrensere de seneste år, så er det imponerende, siger Michael Troelsgaard.

Ud fra de foreløbige erfaringer med udbringning af gylle i majs i juni anbefaler han således udbringning med slangebom kombineret med radrensning enten før eller efter udbringningen.

Det er ikke et lovkrav at tilsætte syre ved udbringning af gylle i en voksende afgrøde. Alligevel mener Michael Troelsgaard, at det kan være et godt alternativ, da det vil forbedre udnyttelsen af kvælstoffet i gyllen og reducere lugtgenerne. Om den forbedrede udnyttelse af kvælstoffet kan betale de ekstra omkostninger, der er forbundet med tilsætningen af syre til gyllen, er dog svært at give et præcist svar på. På samme måde er det svært at give et præcist svar på, hvilken løsning man som landmand skal vælge, hvis man i fremtiden vil udbringe gylle i majs i juni måned. Men maskindemonstrationen hos Mads Kragh gav et godt indblik i, hvilken teknik der er til rådighed.

Michael Troelsgaard håber derfor, at man når Jysk Landbrugsrådgivning følger op med en markvandring i september, er i stand til at se forskel på de forskellige udbringningsmetoder i majsen.