En landmand får købt en for lille traktor og får den effektforøget. Efter halvandet år begynder traktoren at glide i nogle af gearene. Den kommer på værksted, hvor man finder ud af, at nogle tænder på et tandhjul i gearkassen er knækket - med stor sandsynlighed på grund af et for højt moment igennem transmissionen grundet en stærkere motor end normalt.

Hvem betaler nu skaden? Dækker maskinkaskoen?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis man spørger forsikringsselskaberne, er svaret let at få besvaret:

Har du selv effektforøget traktoren, så dækker forsikringen ikke, og du står selv med alle udgifterne.

Tal med selskabet

- Det kan sammenlignes med, at du bygger til dit hus og får ekstra kvadratmeter uden at oplyse det til forsikringsselskabet. Den dag huset brænder, er der pludselig flere kvadratmeter, som forsikringsselskabet skal dække - derfor opfordrer vi vores kunder til at snakke med os inden en effektforøgelse, fortæller Mads Hove, presseansvarlig fra Codan.

- Det vil være en god ide at kontakte forsikringsselskabet forud for en effektforøgelse, da der er en øget risiko for havari og dermed også en anden præmie, der skal betales, siger han.

Codan opfodrer altså til at tage en snak med forsikringsselskabet og få grønt lys af dem, inden man laver en effektforøgelse - så er man på den sikreste side.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis der ikke er en øget risiko ved effektforøgelsen, så er det altid en god ide at have haft dialogen med forsikringsselskabet, hvis uheldet pludselig er ude, siger Mads Hove.

Her dækker forsikringen ikke

Hos Alm. Brand forsikring ser verden dog en anelse anderledes ud.

- Skader på maskiner, som er effektforøget, har ingen erstatning af nogen art, og vi er opmærksomme på problemet, fortæller Erhvervsdirektør hos Alm. Brand, Peter Flemmer.

- Ved mistanke om effektforøgelse af en maskine, undersøger vi sagen nærmere, da der ikke altid bare er tale om en såkaldt "mandags-model", understreger Peter Flemmer.

Sådan ser situationen også ud hos Tryg:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kender til problemet, og hvis der er tale om motorstyringsændringer, så kan det altid spores i traktorens computer, da den gemmer alle log-filer. Vores taksator beder sommetider værkstederne om kontrol af traktorens computer, og hvis vi ser, motorstyringen er ændret, så falder hammeren, fortæller Troels Rasmussen, kommunikationsdirektør hos Tryg.

Han uddyber, at der også kan foretages en effektprøve af traktoren ved mistanke om effektforøgelse.

Selskaberne er opmærksomme

Forsikringsselskaberne kender godt til problematikken, hvis en effektforøget traktor pludselig får problemer med eksempelvis transmissionen, motoren eller andre ting, som den ekstra effekt forårsager.

- Og vi slår hårdt ned på det, hvis vi opdager, at traktoren er stærkere, end den burde være, og at der dermed er foretaget konstruktive ændringer på motoren, forklarer Jens Degn, Sværgodstaksator hos Tryg.

- Det er klart at maskinkaskoen i den forbindelse ikke dækker skaden, da det er landmanden, der har bestemt denne ændring på traktoren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stoler på kunderne

Alle tre forsikringsselskaber, Maskinbladet har talt med omkring konsekvenser af effektforøgelse af traktorerne, er dog enige om, at deres kunder ikke er ude på at snyde dem:

- Det er dog sket at vi har afvist sager, da vi efter undersøgelser har fået bevist, at traktoren er tunet og dermed har flere hestekræfter end standardversionen, fortæller Peter Flemmer, Alm. Brand.