Det Økologiske Råd efterlyser større vilje til at løse de store økonomiske og miljømæssige problemer, EU’s landbrug befinder sig i. Reformen af EU’s landbrugspolitik, som vedtages i dag, er kun et forsigtigt skridt i den rigtige retning.
Det skriver Det Økologiske Råd i en pressemeddelelse.
Den milliard-store landbrugsstøtte vil stadig sluge en stor del af EU-budgettet, og selv om der nu åbnes op for at stille enkelte krav til natur og miljø for at få del i støtten, er det langt fra tilstrækkeligt, mener Det Økologiske Råd.
- Vi var stillet i udsigt, at landmændene skulle opfylde skrappere miljøkrav for at få del i støtten. I Danmark får de nye krav reelt meget lidt virkning, siger Leif Bach Jørgensen, landbrugsfaglig medarbejder i Det Økologiske Råd. Heller ikke i andre EU-lande vil det have stor effekt, bl.a. fordi alle mindre landbrug vil være undtaget fra kravene.
Reformen giver mulighed for at flytte 15 % af støtten over på de såkaldte landdistriktsmidler, hvor miljøstøtten også ligger. Ifølge Leif Bach Jørgensen er dette et nødvendigt fremskridt. Det giver mulighed for at lave et solidarisk system, hvor landmænd, som sidder på de gode og robuste jorder, kommer til at betale til de landmænd, som må ændre væsentligt i deres produktion på de mere sårbare jorder for at skåne natur og miljø. Et system som også blev anbefalet af Natur og Landbrugskommissionen.
Regeringen må ikke ryste på hånden
- Det håber vi, den danske regeringen som lovet vil benytte sig af. Men reformen åbner samtidig op for, at de lande, der ønsker det, kan kanalisere støtten i den modsatte retning. Det vil efter alt at dømme betyde, at miljøet i mange økonomisk trængte EU-lande kommer til at betale for den økonomiske krise, lyder vurderingen fra Leif Bach Jørgensen.
Det Økologiske Råd opfordrer regeringen til ikke at ryste på hånden, men at arbejde målrettet for at Danmark skal opfylde kravene i EU's vandrammedirektiv om vandløb og kystnære farvande af god økologisk kvalitet. Natur- og Landbrugskommissionens betænkning, som kom i april, viste en del af vejen til at nå dertil. Og det vil ikke være muligt at finansiere denne indsats uden, at Danmark udnytter mulighederne for at overflytte fra hektarstøtte til miljøstøtte





