Dengang gjorde hollandske svineproducenter flittigt brug af billigt importeret foder som blandt andet tapioka. Deres danske kolleger var henvist til at bruge meget dyrere korn, for der var ikke i den danske foderstofbranche interesse for at hente de alternative fodermidler hjem. Derfor havde danske svineproducenter det svært i konkurrencen med blandt andet hollandske svineproducenter, og det var baggrunden for, at Aage Jacobsen, Kalundborg, med hjælp fra en række svineproducenter tog initiativ til at importere en skibsladning tapioka.

Det blev starten på etablering af indkøbsforeningen 3S, der den 1. juli kan fejre sit 25 års jubilæum og som har cirka 1500 kunder, hvoraf godt 800 også er aktionærer og indkøbsgruppemedlemmer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jubilæumsskrift

I anledning af jubilæet har 3S udgivet et jubilæumsskrift, hvor initiativet, der i sin tid blev mødt med ”bål og brand” fra den etablerede foderstofbranche, og de mange efterfølgende tiltag er fortalt af nogle af de svineproducenter, der har deltaget i ”kampen”.

”Vi synes, det er vigtigt at blive mindet om, hvordan 3S var med til at vække foderstofbranchen, at 3S var med til at bryde monopoler inden for medicinsalget og øremærker, og at 3S er gået foran for gennem fodring at løse vores problemer med for høj dødelighed hos både søer og smågrise og samtidig reducere medicinforbruget i vores stalde.

Vi kan ikke leve af fortidens succeser, men det er til inspiration for fremtiden, at vi af 3S's første 25 år i markedet kan lære, at når vi sammen sætter os nogle mål, så kan det lykkes,” skriver Per Bach Laursen, formand for 3S a/s, i sit forord.