- Danske landmænd kan se frem til væsentligt mindre i EU-støtte fremover. Sådan konkluderer Landbrug & Fødevarer følgerne af den nye aftale på landbrugsområdet, der gælder frem til 2020. Aftalen åbner op for, at de enkelte landes regeringer fremover får mulighed for at flytte rundt på 15 procent af landendes EU-midler.
Landbrug & Fødevarer frygter, at danske landmænd på den konto kan miste en milliard kroner, som kommer oven i generelle reduktioner på 1,4 milliarder kroner. Det vil således skade konkurrenceevnen og stille de danske landmænd væsentligt dårligere end de udenlandske kolleger.
- Reformen giver nu helt forskellige vilkår for landmænd i EU. Hvis danske politikere vælger at tage penge fra danske landmænd til andre formål, mens de øvrige medlemslande gør det modsatte, så står vi i en meget dårlig konkurrencesituation. Det kan være spørgsmål om liv eller død for de enkelte af de mest trængte landmænd. Og det vil have effekt på hele det danske samfund – herunder de svage danske banker, der har lånt ud til landmænd, som nu kan komme i yderligere problemer, siger Martin Merrild, formand i Landbrug & Fødevarer.
Ingen har hånden på kogepladen
Landbrug & Fødevarer mener, at den fælles landbrugspolitik lider et alvorligt knæk, når man nu kan flytte penge fra den ene kasse med EU-penge til den anden – uden af der er national medfinansiering.
- Det betyder, at fristelsen for regeringer er meget stor – ingen har hånden på kogepladen. I Danmark vil det betyde, at der flyttes penge fra landmændenes direkte støtte til landdistriktsmidlerne – evtuelt til brug for at gennemføre forslag fra Natur- og Landbrugskommissionen. Men i andre lande – som Frankrig – vil man flytte penge den anden vej – så landmændene får mere i direkte støtte, forklarer formand Martin Merrild.
Et lyspunkt i reformen - Med den nye reform er der desuden lagt op til, at de europæiske landmænd skal levere grønne tiltag for fremover at få fuld støtte. Danske landmænd lever i forvejen op til mange af disse krav, men de danske initiativer og indsatser, der er gjort gennem en årrække, må ikke tælles med, hvilket er problematisk, skriver Landbrug & Fødevarer i sin pressemeddelelse.
- Danske landmænd leverer masser af natur og miljø til samfundet. De indsatser, vi har gjort, vil man fremover belønne landmænd i andre lande for at gøre – men de kan ikke tælle med i vores regnskaber. Det giver et skævt udgangspunkt, og det er en kedelig forskelsbehandling, som vi gerne havde været foruden, forklarer Martin Merrild.
Ifølge Landbrug & Fødevarer medfører de nye grønne krav desuden en byge af regler og kontrol, som vil forøge den administrative byrde for mange landmænd.
Et lyspunkt i reformen er, at de danske mælkeproducenter er blevet skånet for en ellers planlagt udjævning, som kunne have kostet dyrt for kvægbruget.
Den endelige aftale skal formelt forhandles hjem senere i dag mellem landbrugsministrene, Parlamentet og Kommissionen.





