Abonnementsartikel

Mette Gjerskov er tilfreds med den aftale, EU’s landbrugsministre i aftes blev enige om, og nu forestår kun godkendelse i EU-Parlamentet, inden den nye landbrugsaftale for de kommende seks år er en realitet.

Aftalen vil ifølge ministeren bevare arbejdspladser i den danske landbrugssektor, men generelt bliver der ikke flere penge til danske landmænd, lyder det.

- Der er ikke flere penge til danske landmænd, men det handler om at bruge pengene noget klogere. Vi stiller nogle krav til landmændene om, hvad de skal gøre for at få pengene, siger Mette Gjerskov ifølge Ritzau.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hidtil er støtten til landmændene stort set blevet uddelt baseret på, hvor mange hektar jord en landmand har.

En af de danske mærkesager har været at sikre kvægsektoren større andel af støttemidlerne, og det er opfyldt ved, at landene selv kan fordele en stor del af støtten.

Fødevareministeren er dog ikke fuldt ud tilfreds med aftalen. Hun ærgrer sig over, at man ikke er kommet af med det, hun kalder ”gammeldags støtteordninger”.

- Fra dansk side har vi arbejdet på at få moderniseret støtten, så vi slipper for kornlagre og smørbjerge. Det er desværre ikke lykkedes fuldstændig, siger hun til Ritzau.

Landbrugsaftalen omfatter et samlet budget på 360 milliarder euro frem til 2020.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aftalen, som ministerrådet er blevet enige om, skal nu forhandles på plads med Europa-Parlamentet. Forhandlingerne mellem det irske formandskab og parlamentet foregår onsdag i Bruxelles.