- Alt for mange små vandløb, afvandingskanaler og grøfter er omfattet af vandløbsindsatsen i planerne, fordi man fejlagtigt har kategoriseret dem som naturlige vandløb, siger viceformand i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer Lars Hvidtfeldt.

Derfor opfordrer organisationen nu sine medlemmer og andre danskere, der er afhængige af effektiv vandafledning, til at gennemgå planerne. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vigtigt, at man gør sig klart, hvilke konsekvenser vandplanerne og især vandløbsindsatsen får for ens eget område. Det er derfor er det vigtigt, at man som landmand eller borger gør myndighederne opmærksomme på fejl i vandplanerne, siger Lars Hvidtfeldt.

Landbrug & Fødevarer er sammen med en række eksperter bekymrede over, at den ændrede vandløbsvedligeholdelse i vandplanerne vil resultere i stigende vandstande i vandløbene, mere grøde, stoppede dræn og forsumpning af flere hundredetusinde hektar landbrugsjord.

Landbrug & Fødevarer har fra vandplanernes start krævet  økonomiske konsekvensvurderinger af planerne. Ligesom det også står skrevet i både EU’s vandrammedirektiv og miljømålsloven, så skal konsekvensvurderingen være på plads, inden indsatsen begynder. Det er den ikke i Danmarks tilfælde, mener man i L&F, som mener, at Miljøministeriet lægger ansvaret over til kommunerne.

Regning til landmændene

- Jeg vil æde min gamle hat på, at regningen ender hos landmændene, når EU kræver, at Danmark gennemfører den indsats, danske myndigheder har lovet. Og så er det ligegyldigt, hvad kloge mennesker i kommunerne så måtte vurdere, siger viceformand i Landbrug & Fødevarer, Lars Hvidtfeldt.

L&F mener, at fortællingen om vandplanerne har udviklet sig til et langt større værk, end da myndighederne skrev første kapitel med vedtagelsen af EU’s vandrammedirektiv for 13 år siden. Danmark har ikke vedtagne vandplaner på trods af garantier til EU om, at de ville foreligge i 2009. Grunden til forsinkelsen er ifølge Landbrug & Fødevarer, at myndighederne ikke fra starten har haft styr på blandt andet de økonomiske konsekvensberegninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

 - Man kan ikke klandre landbruget for at forhale planerne. Hvis myndighederne havde gjort arbejdet ordentligt fra start, så havde vi aldrig været i denne håbløse situation i dag, siger Lars Hvidtfeldt, der garanterer, at organisationen er klar med en stævning af staten, medmindre vanplanerne bliver lavet helt om.